Apple vil overgå ChatGPT med næste generation af Siri i iOS 18

Næste generations Siri bliver baseret på AI-løsninger og skal overhale ChatGPT indenom. Analytikerne forventer en annoncering allerede til dette års WWDC.

Apple vil overgå ChatGPT med næste generation af Siri i iOS 18

Apple er tidligere blevet kritiseret for at have ladet Siri sakke bagud i forhold til konkurrenterne. Ifølge et nyt rygte er det dog, fordi selskabet i stedet satser på noget meget mere ambitiøst end de nuværende generative AI-løsninger.

Læs også: Apple er nu verdens største mobilproducent

AppleGPT: Apple arbejder på egne AI-løsninger

Selvom Apple endnu ikke har annonceret noget som helst om sit arbejde inden for generativ AI, hørte vi i sommer, at it-giganten har udviklet sin egen sprogmodel kaldet Apple GPT.

På nuværende tidspunkt bruges systemet udelukkende internt, men rygtet hævdede på det tidspunkt, at ”folk bekendte med sagen mener, at Apple satser på at komme med en betydningsfuld AI-relateret annoncering næste år.”

Det fik Apples aktier til at ryge i vejret, men vi andre slog lidt mere koldt vand i blodet og mindede brugerne om, at de ikke skulle forvente sig en Siri med superkræfter i den nærmeste fremtid.

Læs også: iPhones snart klar med kontaktløs MobilePay

Apple vil overhale ChatGPT indenom

Apple kunne egentlig lancere sin egenudviklede sprogmodel allerede nu, men i stedet er planen at overhale allerede eksisterende AI-løsninger som ChatGPT indenom på to fronter. Dels med databehandling lokalt på enhederne og dels ved at inkludere bearbejdning af både lyd og video ved brug af AI.

Lokal AI-databehandling bevarer dit privatliv

AI-systemer som ChatGPT, CoPilot og Bard afvikler alle den tunge AI-databehandling på eksterne servere og serverer resultaterne af regneopgaverne over nettet til brugerens enhed. Apple har derimod planer om, databehandlingen skal ske lokalt på enhederne.

Det giver fordele som højere hastighed og øget privatliv. Det er dog en kæmpe udfordring at få den slags AI-tjenester til at fungere med den begrænsede mængde hukommelse, der er i smartphones.

Netop det problem er angiveligt den primære årsag til, at det har taget Apple så lang tid at få sin AI-satsning klar til lancering. Vi har allerede set Apples første spæde skridt mod målet med lanceringen af Siri, der virker offline på de nyeste udgaver af Apple Watch.

Satser på AI-bearbejdning af lyd og -video

ChatGPT kender vi som en AI-chatbot, fordi det helt og holdet handlet om sprogbearbejdning. Men Apples ambitioner går et skridt eller to videre.

Apple vil nemlig også inkorporere AI-bearbejdning af både video og lyd. Også dette har vi set de første tidlige tegn på med AI-bearbejdning af billede og lyd i iOS-funktionen Forstørrelsesglas, der kan registrere døre, og liveundertekster.

Læs også: Kommende iPhones får kæmpe AI-boost med ny teknologi

Næste generation af Siri forventes at komme i iOS 18

Financial Times har for nylig afsløret, at der skulle være en langt mere kraftfuld version af Siri på vej i næste softwareopdatering.

”Apples Worldwide Developer Conference, der plejer at finde sted i juni, forventes at blive det event, hvor Apple løfter sløret for det seneste styresystem, iOS 18. Morgan Stanley-analytikere forventer, at mobilsoftwaren vil være klar til at benytte generativ AI og kan inkludere selskabets digitale assistent Siri baseret på en sprogmodel. Når det gælder chips til deres enheder, vil de helt klart fremover være mere og mere gearet i retning af AI set ud fra et designmæssigt og arkitektonisk synspunkt,” siger Dylan Patel, der er analytiker ved konsulentfirmaet SemiAnalysis.

Det stemmer overens med oplysningerne fra en Apple-leakster tidligere på måneden. Morgan Stanley peger på, at stillingsopslag fra Apple understreger det endnu mere.

”Næsten halvdelen af Apples AI-stillingsopslag indeholder nu begrebet ”deep learning”, der henviser til algoritmerne bag generativ AI. Det er modeller, der på sekunder kan skabe tekst, lyd og kode, der minder om det, som et menneske ville kunne præstere.”

Apple er nødt til at gøre noget ved Siri

Meget af dette er stadig spekulationer, men det virker sandsynligt, at vi får en stor relancering af Siri senere i år. AI-chatbots som ChatGPT har i den grad ændret folks forventninger til AI-løsninger i løbet af de seneste år, og det må Apple reagere på.

Selvom Apple kan bruge integritet og fokus på privatliv som undskyldning for at holde Siris egenskaber mere begrænsede end konkurrenternes, der bearbejder meget mere personligt data, er Siris funktionalitet og evner efterhånden uacceptabel. Apple er med andre ord nødt til at gøre Siri mere tidssvarende, og det er svært at se, at Apple kan vente meget længere end til senere i år.

At bruge generativ AI som grundlag for Siri kommer til at forbedre stemmeassistentens egenskaber markant. AI-databehandling lokalt på enhederne vil samtidig gøre det muligt for Apple fortsat at kunne prale af at have brugernes privatliv som prioritet. Sidst, men ikke mindst, vil tilføjelsen af bearbejdning af video og lyd give Apple en reel mulighed for at overbevise brugerne om, at nyhederne har været værd at vente på.

Læs også: Apple vil lancere AI-forbedret udgave af Siri ved WWDC 2024