EU: Apples App Store-regler bryder konkurrenceregler

Europa-Kommissionen har i dag præsenteret Apple for sin foreløbige undersøgelse, der viser, at iPhone-producentens nye regler for App Store ikke er efter bogen.

EU: Apples App Store-regler bryder konkurrenceregler

Europa-Kommissionen har i dag oplyst, at Apple skal give appudviklere mulighed for at viderestille iPhone-brugere til andre steder såsom hjemmesider og alternative appbutikker, hvor forbrugerne kan finde lavere pris og bedre tilbud uden for App Store.

EU advarer nu Apple om, at selskabets nye regler for App Store ikke overholder EU’s forordning om digitale markeder (DMA), som indeholder en række krav til nogle af verdens største teknologiplatforme.

Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones

Risikerer ny milliardbøde

EU’s konkurrencemyndigheder oplyser, at den også har indledt en ny undersøgelse af Apples nye App Store-gebyrer for udviklere i EU for at undersøge, om de er i overensstemmelse med forordningen. Manglende overholdelse af loven kan medføre bøder på helt op til 10 procent af den globale årlige omsætning.

Mandagens meddelelse følger et lignende skridt, som EU tog mod Apple i marts på baggrund af de mere generelle konkurrenceregler, hvor EU gav Apple en bøde på mere end 13 milliarder kroner.

Europa-Kommissionen skal træffe en endelig beslutning i sagen, der vedfører Digital Markets Act, inden udgangen af marts 2025. Det kan udløse endnu en juridisk kamp mellem Apple og EU ved EU’s domstole.

Apple: Vi følger EU’s retningslinjer

Apple mener, at virksomheden har gjort sit for at overholde de nye EU-regler.

“Vi er overbeviste om, at vores plan er i overensstemmelse med loven, og vi vurderer, at mere end 99 procent af udviklerne vil betale det samme eller mindre i gebyrer til Apple under de nye forretningsbetingelser, vi har skabt”, oplyser Apple.

EU’s fokus på, hvordan Apple angiveligt misbruger sin dominans i App Store, blev oprindeligt udløst af en klage fra Spotify i 2019. Den svenske streamingtjeneste hævdede, at den var tvunget til at hæve prisen på sine månedlige abonnementer for at dække omkostninger i forbindelse med Apples begrænsninger for, hvordan Spotify kunne tage betaling for sine abonnementer.

Det er selvsamme EU-forordning, som Apple i fredags gav som årsag til, at it-giganten har valgt at udskyde lanceringen af nye AI-funktioner i de 27 EU-lande. Apple er nødsaget til at blokere for udgivelsen af Apple Intelligence, iPhone-skærmdublering og SharePlay-skærmdeling fra brugere i EU i år, fordi forordningen angiveligt tvinger Apple til at nedgradere sikkerheden i sine produkter og tjenester.

Se også: Swappie har de bedste priser på brugte iPhones