Google Maps til Android Auto får et mere raffineret design

Med den nye opdatering til Google Maps får man en mere stringent og moderne oplevelse i Android Auto.

Google Maps til Android Auto får et mere raffineret design

Bruger du Android Auto i bilen, når du er ude at køre, bruger du formentlig også Google Maps til navigation. Appen og dens layout har dog ikke altid været det bedste, men det er dog noget, som Google de seneste måneder har rettet op på og fortsætter med.

Læs også: Google udsender stor AI-opdatering til Maps i Danmark

Subtile designændringer forfiner Google Maps via Android Auto

Google er for nylig begyndt at udrulle version 11.104.0100 af Google Maps og version 10.8 af Android Auto i Play Butik. Opdateringerne ændrer brugerfladen i Google Maps, når man bruger korttjenesten via Android Auto i en bil.

Designændringerne hører godt nok til i den mindre afdeling og gælder særligt for den hvide boks med, der indeholder oplysninger om ankomsttidspunkt, køreturens varighed og distance samt genveje til at afbryde navigationen, finde alternative ruter, tilføje stop undervejs og andre funktioner.

Skillelinjen i den hvide boks, der før delte nogle af oplysningerne op, er væk, og den estimerede rejsetid vises nu med fed skrift i toppen af området. Man kan stadig se, hvor langt der er til destinationen og den estimerede ankomsttid nedenunder. De førnævnte genvejsknapper er også fortsat intakte.

Det er altså ikke massive designændringer, men de bidrager til at gøre Google Maps via Android Auto mere raffineret.

I juli 2023 foretog Google nogle væsentligt større ændringer i Google Maps til Android Auto. til at tilgå indstillinger, ændre lydindstillingerne, ændre perspektivet og zoome ind og ud rykkede over til venstre side, så appen er nemmere at betjene for føreren i bilen.

Tidligere kunne man heller ikke gå ind i Google Maps-appen på sin telefon, mens man brugte appen via Android Auto i bilen. Det er også blevet fikset.

Sådan får du det nyeste Google Maps til Android Auto

Er du interesseret i at få det lidt mere raffinerede Google Maps til Android Auto, skal du gå til Play Butik-appen på din smartphone og sikre dig, at både Android Auto og Google Maps er opdateret til de nyeste versioner.

I Google Play skal du klikke på dit profilikon i øverste højre hjørne og dernæst klikke på “Administrer apps og enheder”. I fanen “Tilgængelige opdateringer” kan du se, hvis der er opdateringer tilgængelige. Klik på “Opdater alle”-knappen for at gennemføre opdateringer.

Der er også mulighed for at downloade de nyeste udgaver af applikationerne uden for Google Play – eksempelvis via APKMirror. Det er dog ingen garanti for, at du får ændringerne at se. Google har nemlig for vane at fjernaktivere ændringerne for vilkårlige brugere, så der er som regel ikke andet for end at vente på, at ændringerne dukker op i en nær fremtid.

Læs også: Nyheder om apps og sociale medier