Ny dårlig sag for Apple: Beskyldes for at bestikke Mastercard og Visa

Myndigheders undersøgelser og søgsmål rammer Apple på stribe for tiden. Nu sagsøger en amerikansk forhandler Apple, Mastercard og Visa for at have indgået en ulovlig aftale.

Ny dårlig sag for Apple: Beskyldes for at bestikke Mastercard og Visa

De tre amerikanske kæmpevirksomheder Apple, Visa og Mastercard er alle ramt af et gruppesøgsmål, der handler om misbrug af deres markedsledende positioner, som skulle hindre konkurrencen på markedet for betalingstjenester.

Søgsmålet er ført an af den amerikanske spiritusforhandler Mirage Wine & Spirits. Den hævder, at butikker og forhandlere som dem selv har måttet betale kunstigt høje priser for betalingstransaktioner på grund af en særlig aftale mellem Apple, Mastercard og Visa, skriver Reuters.

Læs også: Apple står over for kæmpebøde og forbud i strid med Spotify

Apples bestikkelsespenge fjerner al konkurrence

Søgsmålet, der blev indgivet torsdag i forrige uge, nævner, at Apple har ”indgået ulovlige aftaler” med Visa og Mastercard om at ”afstå fra at konkurrere med de to kreditkortselskaber.” Som en del af aftalen har Visa og Mastercard ”betalt Apple en del af transaktionsgebyrerne” for betalinger foretaget via Apple Pay på hver de to betalingsnetværk.

Ved at have indgået denne aftale mener gruppen bag søgsmålet, at Visa og Mastercard betaler Apple en ”meget stor og løbende bestikkelse.” I bund og grund fjerner denne aftale al interesse, som Apple kunne have i at investere i at udvikle et eget betalingsnetværk.

Det kunne ellers øge konkurrencen og potentielt føre til lavere afgifter for håndtering af betalingskort for forhandlerne. Da forhandlerne i sidste ende sender stigende omkostninger videre til slutkunderne, betyder den manglende konkurrence også stigende priser for varer og ydelser for slutkunderne.

Gruppen bag søgsmålet bemærker også, at Apple forhindrer alle andre end Apple selv i at få adgang til NFC-chippen i iPhone, iPad og Apple Watch. NFC-chippen gør det muligt at gennemføre kontaktløse betalinger med en betalingsterminal, men på grund af Apples restriktioner er det kun muligt med Apple Pay.

Modsat Apple tillader Google på sin konkurrence Android-platform kontaktløs betaling med andre betalingsløsninger end Google Play.

Sådan lyder anklagen mod Apple, Mastercard og Visa

Apple indgik aftaler med Visa og derefter med Mastercard om ikke at bruge iPhone til at etablere sit eget uafhængige POS-transaktionsbetalingsnetværk. I stedet blev Apple, Visa og Mastercard enige om at køre Apple Pay-transaktioner via de etablerede netværks POS-betalingsnetværk.

Efter alt at dømme aftalte Apple med de etablerede netværk at beskytte deres markedsområder mod konkurrence ved at blokere tredjeparter fra at få adgang til bestemt hardware i iPhonen, nemlig iPhonens “Secure Element”, som disse tredjeparter kunne have brugt til at etablere mobilbaserede betalingsløsninger, der konkurrerede med de etablerede netværk.

Til gengæld indvilligede de etablerede netværk i, at Apple skulle have en del af de gebyrer, der blev genereret gennem de etablerede netværkers respektive POS-transaktionsbetalingssystemer.

Apple vil tillade alternativer til Apple Pay i EU

Dette søgsmål overlapper en hel del i indhold med en undersøgelse af Apple, som EU er ved at færdiggøre. I forrige uge kom det frem, at EU har tvunget Apple til at åbne op for NFC-systemet i iPhone, iPad og Apple Watch, så andre selskaber kan foretage kontaktløse betalinger på samme måde, som man er vant til med Apple Pay.

Ifølge oplysningerne har Apple indvilget i at åbne op for adgang til NFC-chippen i EU – men tilsyneladende ikke frivilligt.

Læs også: EU tvinger Apple til at åbne op for NFC-mobilbetaling på iPhone