Apple stopper jailbreak af nye iPhones
Køber du en iPhone 3GS frisk fra butikken, så skal du ikke regne med, at du kan jailbreake den og installere tredjepartsprogrammer uden om App Store.
Apple har i al stilhed opdateret den såkaldte boot ROM på alle de iPhones, der kommer af samlebåndet nu. En boot ROM, der ikke kan brydes med den eksisterende metode, kaldet 24kpwn exploit. Det skriver Apple Blog.
Det er første gang, Apple vælger at opdatere boot ROM på et eksisterende produkt. Typisk skiftes den kun ved større modelfornyelser – eksempelvis opdateringen fra iPhone 3G til 3GS.
Det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, inden der findes en ny metode til at åbne op for iPhone, men iPhone Dev-Team, der står bag det seneste hack forudser, at det bliver en større udfordring.