Google: Inkognitotilstand til apps og større fokus på privatliv
Et af de helt store emner under gårsdagens Google præsentation var privatliv. Vi har allerede set Google snakke mere og mere om netop dette emne, men der er meget mere på vej. Vi har samlet nogle af de privatlivs-forbedringer som søgegiganten er på vej med.
Google selv skriver at “det skal være let at forstå og styre dine data samt lave personlige valg, der passer til dig.”. En af de første forbedringer vi vil se rullet ud kender de fleste allerede: inkognitotilstand, altså det der faneblad i Google Chrome-browseren, der ikke gemmer din historik. Den kommer nemlig til flere af Googles apps.
Inkognitotilstand i Googles apps
I Google Chrome-browseren har man i dag muligheden for at browse på nettet, uden at ens aktivitet bliver gemt, kendt som inkognitotilstand. Efterhånden som telefoner er blevet den primære måde at bevæge sig rundt på nettet, er det naturligt at bygge inkognitotilstand ind i Googles mest populære apps.
Inkognito er nu tilgængeligt på YouTube og inden længe også på Google Maps og Google Søgning. Fra dit profilbillede kan inkognitotilstand fremover let slås til og fra.
Hvis brugeren er inkognito i Maps bliver aktiviteten, fx steder man besøger og ruter man kører, ikke gemt på Google-kontoen.
Nem adgang til din Google-konto
Privatlivsindstillingerne skal være nemme at finde og bruge. For nogle år siden blev Min konto introduceret for at give et samlet overblik over den information, brugerne deler osv. med simple til/fra-kontakter.
Man kan fx se konto-ikonet øverst til højre i Gmail og Google Drev. Nu udrulles denne lette adgang Min Konto i en lang række af Googles største tjenester – såsom Google Søgning, Maps, YouTube, Chrome og Assistent.
Administrer din data direkte
Fremover vil du kunne administrere din data direkte i Googles app: i Søgning, Maps og Assistent.
Sidste år blev det nemmere at foretage valg om ens data direkte i Google Søgning, hvor man kan se sin aktivitet, slette data og se, om/hvordan ens søgninger bliver brugt.
Nu bliver denne mulighed udrullet til Maps, Assistent og inden længe også YouTube. Eksempelvis kan man gennemse og slette data om sin placering og aktivitet direkte i Maps og komme hurtigt tilbage til navigeringen.
Automatisk sletning i Web- og appaktivitet
I sidste lancerede Google en ny funktion, der gør det muligt at sætte en begrænsning på hvor længe hhv. Placeringshistorik og Web- og appaktivitet bliver gemt. Her kan man vælge i mellem 3 eller 18 måneder.
Al data ældre end det bliver automatisk – og fortløbende – slettet fra din konto, hvis du ønsker det.
Tiltaget er nu tilgængeligt i Web og appaktivitet. Inden længe følger Placeringshistorik.
Bedre kontrol med cookies
Snart bliver det nemmere for brugerne at styre tredjepartscookies (såkaldte trackere), som ofte bruges til annoncering. Konkret vil annoncører fx skulle markere trejdepartscookies, så de dermed bliver tydeligt adskilt fra 1P-cookies (som fx husker logins).
Derudover vil Google begrænse de ‘fingeraftryk’, som brugerne sætter rundt på internettet.
Bedre overblik over annoncer
Brugerne får fremover et endnu mere detaljeret indblik i brugen af data til personligt tilpassede annoncer.
Nye værktøjer gør det muligt for brugerne at se, hvilke data der bruges til at tilpasse annoncering, hvilke parter havde adgang til disse data og de målretningskriterier, som anvendes.