Her er Apples iCloud
Ganske som lovet præsenterede Steve Jobs mandag aften Apples nye iCloud-tjeneste – og den er gevaldig ambitiøs.
Den vil nemlig synkronisere stort set det meste af dit digitale liv. Tager du et foto med iPhone, synkroniseres det til iCloud og hentes automatisk ned på din iPad eller iPod Touch – eller din computer, Mac eller pc.
Og det er ikke bare billeder, der synkroniseres mellem dine enheder. Dokumenter, der oprettes i Pages, Numbers eller Keynote, mails, iBooks, dokumenter, backups, kalenderaftaler, apps, indstillinger – stort set hele dit digitale liv kopieres ud på Apples gigantiske servere, hvorfra det kan kan skubbes eller hentes ned på dine enheder.
Det samme med den musik, du køber i iTunes. Køber du et nummer på din iPhone, kopieres det automatisk til din iPad. Eller din computer. Du behøver altså ikke bekymre dig om at tage backups af den musik, du køber i iTunes, for fremover ligger det hele i skyen.
Det bliver også uhyre nemt, når du skifter din iEnhed ud med en ny model. Al indhold og indstillinger synkroniseres trådløst til den nye enhed.
Prisen? iCloud er grundlæggende gratis. Men for 25 dollars om året, cirka 150 kroner, kan du købe tjenesten iTunes Match – og her bliver det sjovt.
iTunes Match matcher nemlig indholdet af din iTunes på computeren med iCloud. Det betyder, at du kan lægge alle dine 800 rippede cd-skiver på iCloud, hvor de kan hentes ned på op til 10 enheder på samme tid. Har du rippet dem i dårlig kvalitet, bytter iTunes Match automatisk filerne ud med 256Kbps-udgaver af dem. Og kan iTunes Match ikke finde dine musikfiler i iTunes, uploades dine egne filer til iCloud.
Det eneste der mangler er, at vi kan streame musikken fra iCloud/iTunes Match i stedet for at downloade den.
iCloud og iTunes Match går i luften til efteråret, når den næste version af iOS, nummer 5, bliver frigivet. Registrerede udviklere får adgang til en beta af iCloud allerede i dag.
Læs mere på Apples egen iCloud-hjemmeside.