MobilePay ændrer udseende: Her er de nye ændringer på din telefon

MobilePay udruller et nyt og mere enkelt design til de første brugere. Se om du er en af de udvalgte og se, hvad det nye design betyder for dig.

MobilePay ændrer udseende: Her er de nye ændringer på din telefon

Næsten alle danskere har appen liggende på telefonen, og nu sker der ting og sager.

I denne uge begynder Vipps MobilePay nemlig at udrulle et helt nyt og mere enkelt design til de første brugere.

Se også: Nyheder om apps og sociale medier

Et helt nyt overblik på startsiden

Den største og mest synlige forandring finder du på startsiden. Fremover bliver skærmen opdelt i flere overskuelige felter.

Et af de nye felter samler dine afventende anmodninger og aktuelle beskeder. Det gør det betydeligt hurtigere at overskue, hvad du mangler at reagere på.

Derudover flytter dine betalingskort over i en ny knap kaldet Wallet. Det er også her, at du finder dine loyalitetskort, og hvor der over tid vil dukke flere nye funktioner op.

Se også: Test af mobiltelefoner

Du får  måske ikke opdateringen med det samme

Udrulningen sker markant langsommere end normalt. I første omgang er det kun én procent af de nordiske brugere – svarende til cirka 130.000 personer – der får det nye udseende.

I Danmark drejer det sig om cirka 47.000 tilfældigt udvalgte brugere i denne uge.

Formålet er at samle feedback ind og finjustere designet, inden resten af MobilePay og Vipps’ mange brugere får opdateringen.

Ifølge Vipps MobilePay er det første gang siden 2024, at appen får en så omfattende visuel overhaling.

Se også: MobilePay klar med genial løsning

Hurtigere kontaktløs betaling og nye funktioner

Det seneste år har MobilePay sat satset stærkt på kontaktløs betaling i fysiske butikker, hvor appen nu kan vælges som standard betalingsapp frem for Apple Pay eller Google Pay, efter EU tvang techgiganterne til at åbne op for tredjepartsløsninger i iOS og Android.

Det nye design gør denne mulighed endnu mere tydelig og skaber samtidig plads til fremtidige funktioner til deling af regninger.

Vil du se, om du har fået det nye design? Du skal blot opdatere din app til den nyeste version i App Store eller Google Play Butik.

Se også: MobilePay udfordrer Apple Pay med kontaktløs mobilbetaling

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed