Musk overvejer betaling for at dele tweets
Elon Musks opkøb af Twitter kan betyde ændringer på den populære sociale platform. En af disse ændringer kan være betaling for deling af tweets. Musk har også planer om at udskifte Twitters administrerende direktør, hvis købet til en pris på 300 milliarder kroner går igennem, skriver Reuters.
Hvis Elon Musks køb af Twitter går igennem, kan det betyde en del ændringer af, hvordan tweets indlejres på tredjepartwebsider og -tjenester. Musk har luftet en idé om at tage betaling for at indlejre tweets eller citere tweets fra bekræftede konti. Det fortæller Reuters. Man kan dog stadig tage et screenshot af et tweet og bruge det som billede i stedet.
Læs også: Elon Musk køber Twitter for 300 milliarder kroner
Store ændringer på vej på Twitter
Der var dog tegn på, at der kunne komme ændringer i, hvordan indlejringer af tweets fungerer, allerede inden Twitters bestyrelse godkendte Musks tilbud. Twitter ændrede i JavaScriptet, så tekst fra slettede tweets forsvandt fra de sider, hvor de var indlejret. En Senior Product Manager fra Twitter fortalte, at ændringen blev foretaget for “better respect when people have chosen to delete their tweets.” Efter kritik fra blandt andet fortalere for open web, trak Twitter imidlertid ændringen tilbage.
Musk skal efter sigende have fremlagt idéen om at tage betalt for indlejringer i forbindelse med arbejdet for at kunne finansiere opkøbet til prisen på 300 milliarder kroner.
Derudover har Musk nævnt andre måder, hvorpå han vil styrke Twitters økonomi, men han har endnu ikke sagt noget endeligt om fremtiden på de områder. Han har foreslået at ændre på Twitter Blue-tjenesten, så den bliver mere tiltalende for potentielle abonnenter. I forhandlinger med banker har Musk efter sigende nævnt muligheden for at skære ned på medarbejderne, men det forventes ikke, at noget af dette bliver besluttet før eller hvis han gør selskabet privat. Offentligt har Musk også nævnt muligheder for at fjerne lønninger til bestyrelsesmedlemmer, hvilket vil spare selskabet for udbetalinger på tre millioner dollars om året.
Nedskæringer og udskiftninger kan være på vej
Twitters mulige kommende ejer siges desuden at have planer om at udskifte administrerende direktør Parag Agrawal, der overtog direktørstolen i november efter Jack Dorsey. Agrawal forventes at fortsætte som administrerende direktør, indtil salget til Musk er gennemført. Ifølge Reuters har Musk sagt til Twitter-formand, Bret Taylor, at han ikke har tillid til selskabets ledelse. Der er dog meget, vi endnu ikke ved om Twitters fremtid, hvis Musk overtager selskabet, og det kommer nok til at tage et stykke tid, før hele billedet bliver tydeligt.
Læs også: Anonymous overvejer at forlade Twitter efter Musks opkøb