Næsten alle børn i 7. klasse er på sociale medier, før de må
Digitale medier fylder mere og mere i fritiden, i takt med at børnene bliver ældre. Mens samværet med vennerne er den foretrukne hverdagsaktivitet for børn i 4. klasse, topper det at være på mobilen hos børn i 7. klasse.
Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, som gør os klogere på, hvordan børn forholder sig til sociale medier og kunstig intelligens, herunder videoindhold, influencere og AI-chatbots. Rapporten bygger på svar fra 2.153 børn i 4. og 7. klasse og gruppeinterviews med 68 børn i samme aldersgruppe fra skoler rundt om i landet.
Se også: Eksperter vil forbyde sociale medier for børn under 18 år
Børn er på sociale medier, inden de er gamle nok
For at bruge sociale medier som Facebook, Instagram, TikTok og Snapchat, skal man være 13 år. Alligevel har halvdelen af alle børn en profil på sociale medier, allerede når de fylder 10 år. Inden børnene fylder 13 år, har stort set alle børn i undersøgelsen en profil på sociale medier. Rapporten viser også en tendens til, at børn debuterer på sociale medier tidligere og tidligere.
”Techindustrien stjæler fra en tidlig alder mere og mere af vores børns opmærksomhed og fritid. Til trods for at børn og unge har positive fællesskaber og selv fremhæver flere gode ting ved at se videoer med vennerne og at lade sig inspirere af influencere, sker det på platforme, hvor jagten på deres tid sker på bekostning af deres tryghed og sikkerhed, og hvor dybt uetiske forretningsmodeller dominerer,” siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, og tilføjer:
”Selvom en del børn og unge kan gennemskue de digitale strategier, kæmper de alligevel en ulige kamp mod alt det, der fastholder, skaber afhængighed og påvirker dem.”
Se også: Undgå disse 24 gratis mobilspil til børn – sender data til techgiganter
Indhold, der taler til følelserne, hitter
Det er særligt videoer, der chokerer, underholder, ”går til kanten”, overrasker eller taler til følelserne, der optager rigtig mange børn og unge på sociale medier. Rapporten viser blandt andet, at de sociale mediers algoritmer anbefaler grænseoverskridende og ulovligt indhold til børn helt ned til 10 år – indhold, som giver dem en masse tanker, bekymringer eller ubehag.
Børn og unge bliver også påvirket af influencere på de sociale medier. Flere end syv ud af 10 børn i 7. klasse ser indhold fra influencere, da de finder deres indhold sjovt, interessant og inspirerende.
Mange er børnene i undersøgelsen er bevidste om mekanismerne i influencermarketing, er de samtidig bevidste om, at de selv får lyst til at købe og prøve de produkter, som de får vist eller anbefalet af influencere på sociale medier.
Se også: For meget skærmtid kan skade børns øjensundhed
Ensomme betragter Snapchats AI-chatbot som en ven
Størstedelen af børnene i rapporten kender Snapchats chatbot, My AI. 77 procent af dem, der er på Snapchat, har prøvet at skrive med AI-chatbotten mindst én gang. De børn, der oplever ensomhed, er mere tilbøjelige til at betragte AI-chatbotten som en ven, mens flere har svært ved at gennemskue, hvad chatbotten egentlig ved om én, om deres data kan misbruges, eller om der er et menneske bag dialogen.
Nøgleresultater fra rapporten
|
”Der er ikke noget at sige til, at det kan være svært for børn og unge at navigere i en onlineverden, hvor der hele tiden dukker indhold op, som er sat op til at fange deres opmærksomhed eller sælge et produkt,” siger Rasmus Kjeldahl og tilføjer:
”Det er særdeles bekymrende, når børn og unge i rapporten fortæller, at de selv må udvikle strategier for at beskytte sig selv. Det er som om, at online sikkerhed er endt med at være børnenes eget ansvar. Politikerne må derfor på banen med flere og bedre løsninger end dem, vi hidtil har set. Både herhjemme, men i høj grad også i EU, hvor vi i Børns Vilkår allerede bringer børnenes stemmer i spil.”
Seks anbefalinger til politikere
I rapporten kommer Børns Vilkår også med seks anbefalinger til politikere:
- Prioriter børnestemmer og børneinddragelse i EU’s reguleringsarbejde
- Stil politisk krav om effektiv aldersverificering
- Forbyd influencerreklamer for kommercielle produkter til børn
- Forbyd menneskeliggjorte AI-chatbots til børn
- Styrk børns muligheder for at anmelde indhold
- Beskyt børn og unges data og privatliv
Fire anbefalinger til skolen og forældre
Børns Vilkår kommer også med fire anbefalinger til skolen og forældre:
1. Støt op om fælles aftaler
- Skolen: Skab rum for at forældre kan drøfte sociale medier og evt. tage fælles beslutninger om, hvornår børnene må få profiler på sociale medier
- Forældre: Tag ansvar for fællesskabet ved at overholde aldersgrænser for, hvornår børn får sociale medier
2. Vær opmærksom på ubehageligt indhold – og håndtér det
- Skolen: Lav en handleplan for håndtering af ubehageligt indhold
- Forældre: Hjælp dit barn med at håndtere ubehageligt indhold
3. Understøt kritisk refleksion
- Skolen: Skab rammer og kompetencer for elevernes digitale myndiggørelse
- Forældre: Sæt dig ind i hvilke influencere, dit barn følger, og hvilke værdier, holdninger og interesser, de promoverer
4. Hjælp dit barn med at forstå, hvad en chatbot som My AI er
Se også: De 5 bedste og billigste mobilabonnementer til børn