WeShare vender snart tilbage på MobilePay
Mange danskere ærgrede sig, da da MobilePay lukkede ned for WeShare 1. februar sidste år. Nu er der dog godt nyt, for MobilePay, oplyser nu, at WeShare vender tilbage tirsdag den 12. marts i næste uge.
Læs også: Nu bliver det nemmere at bruge Google Maps
Integreres i ny udgave af MobilePay
Det er som led i en større relancering af MobilePay, at WeShare nu vender retur til betalingsplatformen. Efter over et års intenst forarbejde er Vipps MobilePay, som selskabet bag nu hedder, snart på plads med en ny fælles app og teknisk platform. Målet er at skabe en ny fælles nordisk wallet, som skal være førende i Norden.
Det var i november 2022, at selskabet Vipps Mobilepay blev dannet ovenpå en fusion mellem de to selskaber.
Appen WeShare blev nemlig lukket 1. februar sidste år, fordi MobilePay kunne forudse store investeringer og dermed store udgifter i at holde den i topform sikkerhedsmæssigt og kvalitetsmæssigt.
MobilePay blev i januar relanceret for 2,5 millioner finske brugere af betalingsappen.
Del dine udgifter med WeShare
”Med næste uges relancering af MobilePay i Danmark vil WeShare vende tilbage, så danskerne supernemt kan afregne med hinanden på hytteture, rejser i udlandet og andre kollektive gøremål,” siger Anette Bøje, der er dansk landechef for Vipps MobilePay, og uddyber:
”Den nye funktion rummer de nødvendige basiselementer, men vil over tid blive forbedret med nye features. Fra start er den integreret i MobilePay-appen, så man ikke behøver downloade og håndtere endnu en app. Derfor tror vi, at danskerne kommer til at tage mod den nye funktion med stor gensynsglæde.”
Selvom der er tale om en relancering, vil den nye MobilePay-app fortsat være branded med de blå farver i Danmark og Finland, mens Vipps befinder sine orange klæder i Norge. Det velkendte MobilePay-swipe vil også være intakt.
Bortset fra det vil funktioner og produkter være fælles for de over 11 millioner brugere og 400.000 betalingssteder, som anvender Vipps MobilePay.
Er du bruger af MobilePay, vil du fra næste uge blive orienteret om detaljerne om skiftet til den nye app.
Læs også: Google vil integrere AI-chatbotten Gemini i høretelefoner