Sony på vej med DualSense V2-controller med 12 timers batteritid
Ejer du en PlayStation 5, kender du nok også til frustrationen, når controlleren løber tør for strøm. Den frustration lader det til, at Sony også selv kender til.
Ifølge nye rygter er Sony nemlig på vej med en ny DualSense V2-controller med en batteritid på hele 12 timer.
Læs også: Nintendo Switch 2 er på vej – her er, hvad vi forventer
Ny DualSense V2-controller med markant batteriforbedring
GamesRadar+ har spottet den nye PlayStation 5-controller hos onlineforhandleren Best Buy’s canadiske afdeling.
Den nye DualSense V2-controller vil kunne holde strøm i 12 timer, hvilket er et markant spring op fra de fem timer, som den nuværende DualSense V2-controller kan holde strøm i.
Ligner den nuværende DualSense V2 på en prik
Den kommende DualSense V2-controller ligner sin forgænger på en prik.
Det vil med andre ord sige, at der er indgang til hovedtelefoner, indbygget mikrofon og haptiske følere langs bagsiden og fronten.
Prisen står anført til cirka 90 canadiske dollar, hvilket ser ud til at være samme pris, som den normale controller går for i Canada.
Den nuværende DualSense V2-controller står i øjeblikket til 499 kroner i Danmark, og det er svært at forestille sig, at den nye controller bliver billigere. Derfor skal man nok regne med en tæt på identisk pris.
I november 2023 søgte Sony om patent på en controller med touchskærm i stedet for det berøringsfelt, der er på de nuværende controllere. Det er dog ikke den udgave, som er spottet på den Best Buys canadiske hjemmeside.
Du kan i øjeblikket købe den digitale udgave af PlayStation 5 for 5.899 kroner.
Læs også: Mindre PlayStation 5 med nyt design og funktioner lanceret