Nintendo Switch 2 er på vej – her er, hvad vi forventer
Den første udgave af Nintendo Switch, som blev lanceret i marts 2017, har været en bragende succes for Nintendo med i omegnen af 132 millioner solgte enheder. Det er kun overgået af Nintendo DS fra 2004 og PlayStation 2 fra 2000.
Nintendo Switch bragte helt nye muligheder for at spille på farten med sig, samtidig med at den kan kobles til et tv og anvendes som en traditionel spillekonsol.
Er du en af dem, som venter i spænding på Nintendo Switch 2, kan du godt begynde at glæde dig. Der er nemlig godt nyt.
Læs også: De tre bedste VR-headset, du kan købe
Nintendo Switch 2 forventes lanceret i 2024
Nintendos hybridspillekonsol har solgt utroligt godt, men succesen varer ikke ved. Nu er salget ved at aftage, og i september oplyste Nintendo, at omsætning var faldet med 4 procent i forhold til året forinden. Imens var overskuddet faldet med 19 procent.
Der skal med andre ord ske noget nyt for Nintendo, hvis de vil tilbage til de gode salgstal. Noget nyt kommer der formentlig også til at ske – endda allerede i år.
”Jeg tror, at den nye konsol vil udkomme i 2024, formentlig i anden halvdel af året,” oplyser Serkan Toto, som er chefdirektør hos spilkonsulentfirmaet Kantan Games.
”Den originale Nintendo Switch er snart syv år gammel, og salgstallene daler, så det er bestemt på høje tid, at Nintendo lancerer et nyt system,” siger han.
En anden ekspert mener, at fjerde kvartal er et godt bud på et lanceringstidspunkt for den nye Nintendo Switch. En ny Nintendo-konsol vil også give mulighed for at udnytte den succes, som filmatisering af nogle af Nintendos karakterer har opnået.
“The Super Mario Bros. Movie” har eksempelvis indtjent mere end én milliard dollar i billetindtægter, siden den havde premiere i april 2023.
Det kan vi forvente af en ny Nintendo Switch
På nuværende tidspunkt ved vi ikke meget om en kommende Nintendo Switch-spillekonsol.
Tidligere rygter har gået på, at Nintendo vil lancere to varianter: En digital variant og en variant, som også vil acceptere fysiske spil i form af Game Cards som i den nuværende Nintendo Switch.
Det forlyder også fra Bloomberg, at Nintendo vil skifte tilbage til LCD-skærme for at holde prisen på den næste Switch nede. Det vil dog formentlig blot betyde, at der kommer endnu en OLED-variant igen på et senere tidspunkt.
Der florerer mange løse og urealistiske rygter om specifikationerne på den kommende Nintendo Switch. Så længe der ikke er nogen enstemmige rygter, er det ganske enkelt ikke til at sige, hvilke opgraderinger der kommer til at finde sted. Man må dog forvente, at både CPU, GPU, RAM og lagerplads bliver opgraderet gevaldigt.
Eksperter forventer dog, at den vil få navnet Nintendo Switch 2. Serkan Toto fra Kantan Games tror, at en ny Nintendo Switch vil være en helt ny enhed og ikke blot en mindre opgradering som vi så det med OLED-udgaven af Nintendo Switch.
“Nintendo er nødt til drastisk at forbedre specifikationerne efter syv år, så der vil uden tvivl komme en efterfølger,” siger Serkan Toto.
Læs også: PlayStation Portal er en bærbar PlayStation 5 i lommeformat