Huawei vil opdatere ældre telefoner trods manglende licens
Siden USA’s handelsministerium indførte forbud mod, at amerikanske virksomheder må handle med Huawei, har Huawei ikke kunnet sælge nye telefoner med Googles tjenester og apps ombord. Derfor kom P40-serien eksempelvis uden Googles apps.
Tidligere Huawei-mobiler, som blev lanceret til og med 16. maj 2019, hvor handelsforbuddet trådte i kraft, var dog ikke berørte af handelskrigen.
USA’s handelsministerium udstedte nemlig en midlertidig licens (en såkaldt temporary general license eller TGL). Den tillod softwarevirksomheder såsom Google at arbejde sammen med Huawei for at opretholde tidligere telefoners funktionalitet.
Denne licens er det seneste års tid blevet forlænget flere gange, men i sidste uge udløb licensen uden at blive forlænget. Netop denne licens bliver ikke længere forlænget, har USAs handelsministerium oplyst.
Derfor beskrev medier som The Washington Post og XDA-developers, at Huawei efter alt at dømme ikke længere kunne udsende Android-opdateringer til dets telefoner, og at udsendelse af sikkerhedsrettelser ville blive besværet en hel del.
Læs også: Det kan være slut med opdateringer til ældre Huawei-mobiler
Huawei: Vi vil stadig opdatere ældre telefoner
Nu maner Huawei dog til ro. I et tweet svarer Huawei Mobile en bekymret bruger af en Huawei-telefon, at ældre Huawei-telefoner ikke vil være påvirket af den manglende licens, som hidtil har givet Google lov til at samarbejde med Huawei om at udsende opdateringer.
Svaret i tweetet lyder i sin fulde længde:
”Hej med dig. Tak for din besked. Det får ikke betydning for eksisterende enheder. Vi vil fortsætte med at udsende sikkerheds- og softwareopdateringer til vores enheder, som vi altid har gjort.”
Hi there, thank you for your message. There is no impact on existing devices. We will continue to share security and software updates to our devices, as we always have. If you have any questions, please let us know via DM.
— Huawei Mobile (@HuaweiMobile) August 17, 2020
Det samme oplyser Bhavya Siddappa, som er PR-chef for Honor-brandet, der er ejet af Huawei:
“For forbrugere vil den normale brug, systemopdateringer og eftersalgsservice af både Honors solgte produkter og produkter, der er til salg, ikke blive berørt”, skriver hun i et tweet.
For consumers, the normal use, system updates and after-sales services of both Honor's sold and on-sale products will not be affected.
— Bhavya (Haya) (@bhavis) August 19, 2020
Læs også: Huawei løber snart tør for Kirin-chips til smartphones
Risiko for, at opdateringer bryder kompatibilitet med Google-tjenester
Google spiller en afgørende rolle, når det kommer til udsendelse af softwareopdateringer og sikkerhedsrettelser til Android-telefoner.
Meget er stadig uklart i forhold til, hvordan Huawei vil holde enheder opdaterede uden Googles hjælp.
Ifølge XDA-developers vil et sandsynligt scenarie dog være, at apps fortsat vil blive opdateret via Google Play-butikken. Der er dog et stort men.
Normalt samarbejder alle producenter med Google for at sikre, at enhver opdatering lever op til nogle strenge krav i det, der hedder Google Mobile Services (GMS). Udfordringen for Huawei er nu, at Google ikke længere kan sikre, at Huawei lever op til disse krav. Det må Huawei i stedet selv sikre.
Huawei skal derfor være forsigtig ved udsendelse af fremtidige softwareopdateringer, da Huawei kan risikere at bryde kompatibiliteten med GMS, hvis ikke alle kravene er overholdt. Det kan føre til, at flere Google-apps eller tjenester fra Google kan holde op med at virke.
Hvor slem situationen er for Huawei, er endnu ikke helt uklart. Måske er Huawei også selv i færd med at blive klogere på implikationerne af den midlertidige licens, som ikke længere forlænges. Men Huawei holder altså umiddelbart fast i, at der fortsat kan udsendes opdateringer og sikkerhedsrettelser uden Googles hjælp.
Læs også: Huawei er verdens største smartphoneproducent for første gang
Efterfølgende om sagen
Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek seneste nyt om temaet. Daniel Søgaard Hald kunne ikke slippe historien. Allerede d. 19/8/2020 fulgte vi historien op med artiklen om Kamera test: Galaxy Note 20 Ultra, OnePlus 8 Pro og Huawei P40 Pro – Følg det videre forløb her. Læs også seneste nyt om emnet her.