Din iPhone kan blive plastret til med annoncer
Apple siges at være i gang med at teste en AI-baseret annonceplatform sammen med en udvalgt gruppe samarbejdspartnere, oplyser Business Insider.
Det kommende AI-værktøj fra Apple vælger, hvor annoncen skal placeres på forskellige annoncepladser i App Store. På nuværende tidspunkt lader det til at blive brugt til at forbedre annoncekampagner i søgeresultaterne i App Store, men med tiden ventes teknologien også at blive brugt i andre sammenhænge i takt med, at Apple gradvist udvider sit udbud af annoncetjenester.
Placering af annoncer med hjælp fra AI er ikke noget nyt i reklamebranchen. Google, Facebook med flere er kommet med lignende systemer de seneste år.
Det er derimod lidt usædvanligt, at Apple kommer med et sådant værktøj lige nu med tanke på, at selskabet indtil videre kun har få af den slags annoncer.
Læs også: Apple dropper at forsvare App Store i Europa
Flere annoncer på vej i App Store og systemapps
I App Store kan udviklere betale for at blive vist i fanerne “I dag” og “Søg”, øverst i søgeresultaterne og i bunden af applikationernes produktsider. Apple sælger også andre reklamekampagner til appen Nyheder appen Aktier, selv om det meste håndteres af mellemled såsom NBCUniversal.
Med tiden kan Apple selvfølgelig vælge at have annoncer flere steder i søgeresultaterne i App Store. De kan også have planer om at åbne op for annoncer i andre apps på telefonen. I så fald bliver et AI-værktøj, der hjælper med at placere dem, meget mere relevant.
For et par år siden fortalte Mark Gurman fra Bloomberg, at Apple havde planer om at udvide sin annonceforretning til andre systemapps som Apple Kort, Bøger og Podcasts. Der er dog endnu ikke noget nyt fra Apple på den front.
Måske har Apple kigget konkurrenten Google over skuldrene og vurderet, at der er ganske mange penge i at formidle annoncer til iOS-brugere. Omvendt har Apple også fokus på brugervenlighed og brugeroplevelse som ingen anden it-virksomhed, og det er svært at komme uden om, at annoncer i en eller anden grad forringer brugeroplevelsen.
Med den seneste nyhed om, at Apple tager AI til sig for at styrke sin annonceforretning, lader det dog til, at Apple er villige til at gå lidt på kompromis med brugeroplevelsen for at øge indtægterne yderligere.
Læs også: Apple åbner snart endnu mere op for iOS