Google tossede over skat på links i Canada

Canadas lov om linkskat kan spænde ben for nettets funktioner, mener Google, der stopper med at linke til canadiske nyheder i landet.

Google tossede over skat på links i Canada

Google har meddelt, at de vil fjerne links til canadiske nyhedsmedier på alle sine platforme for brugere i landet – noget, der gælder for Google News, Search og Discover.

Beslutningen kommer efter godkendelsen af den canadiske lov Bill C-18, der indfører en ”linkskat” for Google og Meta for alle links til canadiske nyhedsmedier.

Se også: Dansk streamingskat kan føre til højere priser

Linklov træder i kraft ved udgangen af 2023

Loven skal træde i kraft ved udgangen af året, hvilket er samme tidspunkt, som Google har tænkt sig at begynde med sin nye policy.

Canadierne kommer stadig til at kunne bruge alle Googles produkter til at læse internationale nyheder, for de påvirkes ikke af den nye lov. Det vil stadig være muligt at få adgang til canadiske nyhedssider via Chrome, hvis man skriver webadressen eller bruger andre apps fra Play Store.

Med tiden forventer Google, at deres alt-eller-intet tilgang bliver justeret alt efter som regeringen definerer hvilke nyhedsorganisationer, der påvirkes af ændringerne, og hvilke der ikke gør.

Google vil også udfase samarbejder på News Showcases med canadiske medier.

Offentlige sikkerhedsadvarsler som SOS-alarmer, bliver ikke påvirket af Googles beslutning og sendes fortsat ud til folk. SOS-alarmer er til for at informere de borgere, der eventuelt kan blive påvirket om oversvømmelser, brande, jordskælv og andre lignende situationer.

Google siger, at de vil stå overfor ukendte økonomiske omkostninger, hvis de skal fortsætte med at linke til canadiske nyheder, når linkskatten indføres.

Vil ødelægge internettet som vi kender det

“Den hidtil usete beslutning om at sætte en pris på links (en såkaldt ‘link tax’) skaber usikkerhed for vores produkter og udsætter os for et ubegrænset økonomisk ansvar, blot fordi vi letter canadiernes adgang til nyheder fra canadiske udgivere.”

Google påpeger også, at ændringen ødelægger nettets funktionalitet på fundamentalt niveau: “I mere end 30 år har muligheden for at linke frit mellem hjemmesider været grundlæggende for, hvordan det åbne web fungerer. Faktisk var fri linking – som lader dig klikke på et link og straks få adgang til kilden til denne information – den vigtigste innovation på nettet.”

Se også: Robotter skal betale skat for at stjæle arbejdspladser

Meta rammes også af linkskatten

Det eneste andet selskab, der påvirkes af loven, er Meta, da både Google og Faceboook-ejeren defineres som den slags digitale platforme, loven er rettet mod.

Meta har også meldt ud, at de vil fjerne links til canadiske nyhedsmedier i Canada, inden loven træder i kraft senere i år.

Se også: Hvordan starter man egen virksomhed?

Hundredvis af udgivelser lukket pga. tech-selskaber

Ifølge CBA vil politikerne gøre noget ved en ubalance mellem tech-platforme og canadiske nyhedsmedier for at støtte nyhedsindustrien. Regeringen siger, at 470 udgivelser er lukket siden 2008, hvilket har ført til mange nedlagte stillinger. Kompensationen, som loven giver, skal finansiere og beskytte canadiske nyheder på den lange bane.

Man havde en lignende situation i Australien for et par år siden, men der løste man det ved, at medierne og platformene arbejdede sammen om at finde frem til en tilfredsstillende løsning for alle parter. Det ser ikke ud til, at det er muligt med den nye lov i Canada.