Google udvider softwaresupporten på Chromebooks til ti år
Google har netop annonceret en ny softwaresupport for Chromebooks på ti år og har desuden lovet af gøre enhederne endnu mere bæredygtige og yderligere reducere de omkostninger, man har som ejer.
Det er dog softwaresupporten på ti år, der er den mest interessante del af det hele. Alle Chromebooks, der er kommet på markedet efter 2021, får gratis månedlige opdateringer i ti år. Enheder produceret inden 2021 får mulighed for udvidet softwaresupport, så længe brugere og IT-administratorerne udvider de automatiske opdateringer til ti år, efter at de har fået den seneste opdatering.
Disse udvidelser garanterer dog ikke, at alle nye funktioner kommer til at fungere på ældre Chromebooks.
Se også: Priser på Chromebooks
Hurtige og enkle reparationer
Google siger, at de har arbejdet tæt sammen med producenterne af Chromebooks for at sikre den lange softwaresupport, da det kræver kompatibilitet med al hardware som Wi-Fi modemmer, CPU’er og så videre.
Søgegiganten arbejder også på at sikre enkle og hurtige reparationer. I og med at Chromebooks er ret populære i uddannelsessektoren, særligt i USA og England, er der mange skoler, der bruger dem og er afhængige af, at computerne kan laves på plads.
Omkring 80 procent af de amerikanske skoler tilbyder en form for reparation på selve skolen. Det er let at få fat i reservedele til Chromebooks via Chromebook Repair Program, og det kræver ikke en fysisk USB-nøgle for at kunne udføre reparationerne. Det reducerer den tid, man er væk fra klasseværelset.
Se også: Top 5 bedste laptop køb
Opdateringer forbedrer batterieffektiviteten
I de kommende måneder sender Google opdateringer ud, der skal forbedre strømeffektiviteten på computerne.
Der kommer funktioner, der skal bevare batteriets levetid og slå strømkrævende processer fra.