Kun 5.000 udgaver af Essential PH-1 solgt via teleselskab

Salgstallene for Android-medstifteren Andy Rubins smartphone Essential PH-1 er ikke opløftende. Kun 5.000 mobiler er solgt via teleselskabet Sprint.

Kun 5.000 udgaver af Essential PH-1 solgt via teleselskab

Medstifteren af Android-styresystemet Andy Rubins debutmobil Essential PH-1 skabte overskrifter, da den blev annonceret i juni måned.

Den nye, ambitiøse smartphoneproducent har dog på kort tid fået flere ridser i lakken med deadlines der ikke blev overholdt, forsinkelser og ikke mindst en episode, hvor kunders personlige informationer ved en fejl blev delt med hinanden.

Læs også: Android-skaber lancerer smartphone: “The Essential Phone”

Derfor har interessen for den næsten kantfrie topmodel ikke været nær så stor, som Android-medskaberen formentlig havde håbet på – og det ses nu i salgstallene. Analyseinstituttet Baystreet Research vurderer nemlig, at Essential, som firmaet hedder, kun har solgt 5.000 eksemplarer af topmodellen via det eksklusive samarbejde med USA’s fjerdestørste teleselskab, Sprint. Det skriver hjemmesiden FierceWireless.

Tallet dækker over det antal Essential PH-1-mobiler, som Sprint har solgt til dets kunder og dermed ikke det antal telefoner, som Sprint har købt af Essential. Sidstnævnte tal er ofte det, der bliver opgjort i salgstal, men i dette tilfælde får vi altså en mere præcist indikation af i hvilket lag salgstallene ligger.

Essential PH-1 mangler flere essentielle funktioner

At dømme ud fra det lave salgstal en måned efter telefonen blev lanceret, ser Essential PH-1 altså ikke ud til at være nogen større succes. Det er der formentlig flere grunde til. For det første er Essential PH-1 ikke billig: 699 dollar lyder den vejledende pris, hvilket er tæt på samme pris for Samsung Galaxy S8 i USA. For det andet lyder det enstemmigt i anmeldelser, at kameraet ikke præsterer godt nok, og at der mangler essentielle – apropos navnet – features som vandbestandighed, jackport og optisk billedstabilisering.

Læs også: Android-skaberens Essential-smartphone kommer til Europa

De samlede salgstal må dog formodes at være noget højere end blot 5.000 eksemplarer. Essential PH-1 kan også købes på Essential.com, men indtil videre kun i USA og Canada. Andy Rubin har dog en vision om at udvide til Europa og Asien.