Motorola lancerer flagskibet Moto Z3 og 5G-modul
Motorola lovede en ”stor annoncering” den 2. august, og den må siges at være kommet. Producenten har nemlig lanceret det måske hidtil mest interessante Moto Mods-modul, som kan monteres på bagsiden af Moto Z-smartphones: et 5G-modul.
Modulet, som har det meget sigende navn ”Moto 5G”, fungerer ligesom alle de andre Moto Mods-moduler ved at hæfte sig fast på bagsiden af alle smartphones i Moto Z-familien. Modulet ser ud til at være omkring en centimeter tyk, og samtidig stikker det en smule ud over rammen i toppen. Det skyldes først og fremmest de markant større antenner i modemmet Snapdragon X50, der gemmer sig inde i modulet, men også fordi der er blevet plads til et batteri på 2.000 mAh, så modulet også fungerer som en lille powerbank.
Læs også: OnePlus er klar med en 5G-smartphone næste år
Med 5G-modulet bag på en Moto Z-smartphone er det ifølge Motorola muligt at opnå 10 gange så høje hastigheder som normalt. LTE-Advanced, også kendt som 4G+, kan opnå teoretiske downloadhastigheder på 1.000 megabit i sekundet og uploadhastigheder på 500 megabit i sekundet, så selv om Motorola ikke oplyser nogle konkrete hastigheder, vil de formentlig ligge på omkring de 10 gigabit i sekundet i download og 5 gigabit i sekundet i upload – i teorien vel at mærke.
Motorola oplyser, at 5G-modulet først ankommer i starten af 2019, og der er måske heller ingen grund til at lancere det før, for de første 5G-netværk skal naturligvis først begynde at komme i drift. Når 5G-modulet kommer til salg, kan du dog ikke umiddelbart købe og benytte det herhjemme. For det første skal de danske teleselskaber selv åbne op for deres respektive 5G-netværk, og for det andet sælger Motorola slet ikke modulet i Danmark.
5G-modulet er nemlig lanceret til brug udelukkende på det amerikanske teleselskab Verizons kommende 5G-netværk, som altså er klar i starten af 2019. Der er dog ikke umiddelbart noget teknisk, der skulle forhindre modulet i at virke på andre 5G-netværk i fremtiden. Derfor kan modulet formentlig bringe helt nyt liv til eksempelvis Moto Z og Moto Z Play fra 2016.
Ny Moto Z3 med sidste års specifikationer
Sammen med lanceringen af det nye 5G-modul, som gør det muligt at prøve 5G som nogle af de første, har Motorola også løftet sløret for det nye flagskib Moto Z3. Det, der skulle være et flagskib i 2018, synes dog mere at være et flagskib i 2017. Moto Z3 er nemlig mere eller mindre samme smartphone som sidste års Moto Z2 Force – i hvert fald når det kommer til mekanikken.
Designmæssigt holder Moto Z3 nærmest de samme dimensioner, da den af naturlige årsager skal passe til alle de tidligere Moto Mods, som tidligere generationer af Moto Z også er kompatible med. Skærmen er dog den klart største nyhed, for her er der blevet plads til en noget større en af slagsen. Den måler nu 6” mod sidste års 5,5”, og i stedet for P-OLED-teknologien er der nu en Super AMOLED-skærm.
Et af de steder, hvor Moto Z3 er en sidste års topmodel, er dog alligevel skærmen, for opløsningen er blevet lavere. I Moto Z2 Force har skærmen 1.440 x 2.560 pixels, mens den i den nye Moto Z3 kun har 1.080 x 2.160 pixels.
Læs også: Motorola er kommet i fornemt selskab
Når det kommer til mekanikken, er det meste hentet fra forgængeren. Motorola har af uvisse årsager benyttet sidste års Snapdragon 835 frem for den aktuelle Snapdragon 845, og Moto Z3 kan kun fås med 4 GB RAM og 64 GB lager. Samme konfiguration kunne man få sidste års Moto Z2 Force i, men her var det også muligt at få 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Det er det altså ikke med den nye Moto Z3.
Kamerasetuppet er helt uændret. Du får stadig et dualkamera med to sensorer på 12 megapixel. Den primære sensor har en blænde på f/2.0 og pixels, der måler 1,25 µm. Den sekundære sensor er en monokrom sensor, der tager billeder i sort/hvid. Det er med andre ord helt ligesom forgængeren. Til gengæld er der kommet et nyt frontkamera, så du nu kan tage selfies i 8 megapixel frem for 5. Blænden er her ændret fra f/2.2 til f/2.0.
En lille opgradering er at finde i batteriet, som nu er vokset med lige knap 10 procent. Kapaciteten er gået fra 2.730 mAh til 3.000 mAh, hvilket dog er i den lavere ende i en tid, hvor mange topmodeller har omkring 3.500 mAh og nogle endda 4.000 mAh.
Motorola oplyser til Mobilsiden, at hverken Moto Z3 eller Moto 5G-modulet kommer til Danmark, da kun kommer til salg i USA via Verizon.