OnePlus 3 kommer med Googles nyeste Android N-software
Hverken topmodellen OnePlus 3 eller Googles næste software, Android N, er blevet lanceret i sin færdige form, men nu tyder noget på, at den kinesiske producent alligevel tager den ufærdige Android-version i brug i den kommende OnePlus 3.
Det er endnu en gang brugeren evleaks på Twitter, der er ude med nye oplysninger om OnePlus 3. Her har han i et tweet vedhæftet et skærmbillede af indstillingerne fra OnePlus 3, hvor den ses med Android N installeret. Ligeså ses det ene af de to modelnumre, RAIN A3000, som tidligere er dukket op i hastighedstests.
Læs også: Første pressefoto af OnePlus 3 lækket: Får metalbagside
At OnePlus 3 er spottet med Android N installeret kan betyde to ting. Enten har OnePlus besluttet sig for at sælge den kommende topmodel med den absolut nyeste software fra Google, selv om den ikke udgives i sin færdige form før 3. kvartal.
Den anden mulighed er, at der blot er tale om en prototype med den nye software installeret med henblik på at teste Android N til en kommende softwareopdatering kort tid efter OnePlus 3 lanceres.
Læs også: OnePlus 3 sættes til salg i en virtuel reality-webshop
Foruden hvilken version af Android OnePlus 3 kører med bekræfter evleaks også i billedets tilhørende tekst nogle af de specifikationer, der tidligere har været nævnt. OnePlus 3 får altså med næsten garanti en 5,5” stor OLED-skærm med en Full HD-opløsning på 1.080 x 1.920 pixels lige som de to forgængere – denne gang af AMOLED-typen. Det er efterhånden mere tvivlsomt, om den model på 5”, der tidligere er dukket op, findes.
I hvert fald bekræftes også de tidligere rygter om, at OnePlus 3 får den kraftige Snapdragon 820-processor fra Qualcomm, mens der kommer de sædvanlige 64 GB lagerplads. Bagkameraet bliver på 16 megapixel suppleret med et 8 megapixel frontkamera, som OnePlus’ stifter, Pete Lau, angiveligt har prøvet af og delt et billede fra.
OnePlus: Vi lancerer OnePlus 3 den 14. juni
I officiel PR-sammenhæng har OnePlus endnu ikke meldt en dato ud for, hvornår OnePlus 3 bliver afsløret. En medarbejder i kundeservicen har dog derimod talt over sig, da en bruger henvendte sig og spurgte, hvornår topmodellen lanceres.
Her svarede OnePlus-medarbejderen meget klart, at ”OnePlus 3 bliver offentliggjort fuldt ud den 14. juni gennem vores VR-købsoplevelse,” mens brugere uden det nye virtual reality-headset også sagtens kan følge lanceringen.
Læs også: Rygte: OnePlus 3 får Super AMOLED-skærm og større batteri
Lanceringen af OnePlus 3 ligger altså med al sandsynlighed kun tre uger ude i fremtiden, mens det endnu er uvist, hvornår salget starter og hvad den officielle pris bliver. Tidligere rygter går dog på, at den overraskende nok skulle blive en tand billigere end sidste års OnePlus 2.
OnePlus 3: Foreløbige specifikationer
Skærm: 5,5″ Super AMOLED (1.080 x 1.920 pixels)
Processor: Qualcomm Snapdragon 820 (4 x Kryo-kerner på op til 2,2 GHz)
Grafikchip: Qualcomm Adreno 530
RAM: 4/6 GB
Lagerplads: 32/64 GB
Kamera: 16 + 8 megapixel
Batteri: 3.000/3.500 mAh
Software: Android 6.0 Marshmallow med Oxygen OS 3.0-tilpasning
Pris: Muligvis omkring 2.260 kroner
Andet: Dash Charge (lynopladning fra OnePlus), USB Type C-port