Rygte: Ny Google Pixel XL skrottes og erstattes af større model
Selv om Google står til at afsløre sine nye Pixel-smartphone omtrent samtidig med at Apple afslører nye iPhones, er der ikke mange informationer ude om telefonerne endnu.
Nu forlyder det dog fra hjemmesiden Android Police, at der ikke kommer tre Pixel-smartphones, men derimod to ligesom sidste år. Modellen med kodenavnet ’muskie’, som er efterfølgeren til den store Pixel XL, er nemlig blevet skrottet for i stedet at blive erstattet af en endnu større model. Det er nemlig modellen ’taimen’, som bliver Googles anden mobil dette år.
Læs også: Google vil investere 6 mia. kr. i LG-skærme til nye Pixel-mobiler
Netop ’taimen’-enheden kom på tale i slutningen af april, da den dukkede op senere end de to første modeller ’walleye’ og ’muskie’. På daværende tidspunkt var det uvist, om der var tale om en tablet eller en tredje smartphone, men det er der altså kommet klarhed over.
LG skal producere mindst én Pixel-smartphone i år
Hjemmesiden 9to5google kan på baggrund af Android Polices beretning supplere med ny information om Googles kommende Pixel-smartphones. Via den såkaldte Android Issue Tracker, hvor Google og samarbejdspartnere fører status over arbejdet med udviklingsopgaver og fejl i Android-styresystemet, er det blevet afsløret, at det med al sandsynlig er LG, der skal producere Googles ene Pixel-mobil i år.
Læs også: Nye oplysninger om Google Pixel 2 dukker op
På en af siderne over en fejl diskuterer Google- og LG-folk nogle ændringer, hvor en Google-medarbejder skriver følgende: ”Som diskuteret bedes du lukke denne fejl og åbne en anden fejl under Android » Partner » External » LGE »Taimen » power”. Det afslørende er naturligvis delen ’LGE’ i forbindelse med kodenavnet ’taimen’, som står for LG Electronics, hvilket flere af de deltagendes e-mailadresser også afslører.
Mangel på OLED-skærme fører Google og LG sammen
Så hvorfor skal LG nu til at lave mindst én Pixel-smartphone? Der kan være mange årsager til, og journalisten David Ruddock fra Android Police har et ganske kvalificeret gæt. I en række tweets skriver han om en teori, der går på, at det kan have været for risikabelt for Google at satse på HTC, som benytter OLED-skærmpaneler fra Samsung ligesom i de nuværende Pixel-mobiler. Der er nemlig en stor mangel på OLED-skærmpaneler fra Samsung i disse år, og med OLED-skærme i Apples kommende iPhone 8 eller iPhone X bliver situationen kun værre.
Derfor har Google angiveligt sikret sig mod leveringsproblemer ved at satse på LG. Ifølge David Ruddock sigter Google efter at blive LG’s første store kunde, som bestiller store mængder af OLED-skærme. Den teori hænger godt sammen med den nyhed, der kom frem i starten af april, hvor Google angiveligt vil investere hele 6,2 milliarder kroner i LG-skærmpaneler til Googles Pixel-mobiler.
Læs også: Google Pixel: Den mest helstøbte Android-smartphone [TEST]
Derfor skulle den tredje telefon være udviklet for at have en telefon på markedet, hvis det viste sig, at LG’s planer om at producere OLED-skærmpaneler ikke ville blive en realitet. Det ser de dog ud til at være blevet. Desuden kan David Ruddock også bekræfte via sine kilder, at det er LG, der producerer ’taimen’-modellen. Der mangler dog fortsat det fulde overblik over, hvem der står bag de to øvrige modeller (hvoraf kun den ene altså nu bliver en realitet).
Efterfølgende om emnet
Siden vi bragte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden fortsatte historien. 12/6/2017 havde redaktionen fokus på en artikel der omhandler Nu kan du købe Nokia 3, 5 og 6 i Danmark – Klik her og læs historien.. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt om sagen..