Vil Apple stjæle Samsungs rampelys i morgen?
I morgen introducerer Samsung sin nye Galaxy S21-flagskibsserie bestående af Galaxy S21, Galaxy S21+ og topmodellen Galaxy S21 Ultra. Det er produkter Samsung har arbejdet længe på og er spændte på at få lanceret til deres Unpacked-event i morgen. Tilsyneladende planlægger Apple også at få omtale samme dag som den sydkoreanske konkurrent.
I hvert fald blev der i går på “CBS This Morning” sendt en interessant lille teaser ud, der viste et interview med Apples administrerende direktør, Tim Cook. Cook vil angiveligt komme med en meget vigtig udmelding, med Apple i centrum. Teaseren lokkede med, at hele det optagede interview vil blive vist i sin helhed onsdag.
Se også: Nyt om Mobilteknologi og telebranchen
Ikke et nyt produkt fra Apple
Gayle King, der er vært for morgenshowet, sagde, at udmeldingen ikke relaterer sig til et nyt produkt, men at den på trods af dette er vigtig.
Den korte bid fra interviewet viste, at Cook snakkede lidt om de begivenheder, der fandt sted i Capitol i sidste uge. Efter oprøret fjernede Apple SoMe-siden Parler fra App Store, fordi den ikke modererede kommentarer, der kunne anspore til voldelige handlinger.
Selvom der ikke var flere antydninger angående interviewets karakter, så kunne man i klippet se King sidde i en uoplyst Apple Store, mens Cook talte fra Apple Park i Cupertino.
Nu er det bare at vente spændt på, hvem af de to store tech-giganter, der vinder morgendagens forsider.
Læs også: Samsung Galaxy S21-lancering den 14. januar er officiel