Test af Volkswagen ID.3 Neo – de første indtryk

Vi har set nærmere på den nye Volkswagen ID.3 Neo. Med opdateret design, ny kabine, længere rækkevidde og et skarpt design retter VW endelig op på fortidens fejl.

Test af Volkswagen ID.3 Neo – de første indtryk

Volkswagen har endelig lyttet til kritikken og præsenteret en ny ID.3, som den skulle have været fra begyndelsen. Her er vores første kig på Volkswagen ID.3 Neo.

Mobilsiden.dk var for nylig inviteret af Volkswagen til et eksklusivt første kig på den nye ID.3 Neo. Her fik vi lov at sidde i bilen og udforske de mange opdateringer, før vores store og endelige test lander senere på året.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Designet er mere voksent og strømlinet

Volkswagen ID.3 Neo lander med markante forbedringer af rækkevidde og interiør til en startpris på 249.995 kroner – er den nu klassens bedste køb? Herunder tager vi et næmere kig på den.

Udvendigt har Volkswagen fjernet de mere legesyge elementer og erstattet dem med deres nye “Pure Positive” formsprog – en rigtig god beslutning.

Den sorte motorhjelm og tag er væk til fordel for lakering i bilens farve, hvilket får den til at fremstå bredere og mere som en “rigtig” bil.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Fronten er blevet skarpere med slimmere LED-lygter og et lysende logo, der giver et moderne og stilrent udtryk, uden at det kammer over i science-fiction.

Selvom designet er opdateret, er de ydre dimensioner identiske med forgængeren. Det betyder, at du stadig får en hatchback, der er overraskende rummelig indeni.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Der er fin benplads på bagsædet, og bagagerummet på 385 liter rækker fint til den mindre families behov.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Det er dog lidt ærgerligt, at vi stadig må kigge langt efter et opbevaringsrum under motorhjelmen.

Se også: Specifikationer og priser på VW ID.3 Neo

En tiltrængt retur til fysiske knapper

Det største bifald under vores første møde med ID.3 Neo går utvivlsomt til interiøret.

Volkswagen har nemlig valgt at begrave deres meget udskældte touchknapper på rattet. I stedet finder vi nu klassiske, fysiske knapper på både rattet, i dørene og i midterkonsollen til klimaanlægget og mere.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Det er en fantastisk forbedring, som gør betjeningen tryg og intuitiv igen, præcis som vi kender det fra de klassiske VW-modeller.

Kabinen har generelt fået et markant løft, hvor materialerne føles mere lækre, forskellige og tætte i kvaliteten – den føles bare mere solidt bygget end før.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Det nye infotainmentsystem er baseret på Android, og selvom det ikke er den fulde Google-pakke, er systemet hurtigt, overskueligt og byder på et fornuftigt udvalg af apps.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Heldigvis er både trådløs Apple CarPlay og Android Auto stadig standard.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Længere rækkevidde over hele linjen

Teknisk set er ID.3 Neo bygget på den opdaterede MEB+-platform, hvilket kaster mærkbare forbedringer af sig.

Basismodellen Trend med det lille 50 kWh batteri kører nu op til 417 kilometer (op fra 380 km), mens den store variant med 79 kWh batteri nu rammer imponerende 630 kilometer på en opladning (op fra 564 km).

Det placerer ID.3 Neo i toppen af sin klasse, når det gælder evnen til at køre langt på en opladning.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Ladehastigheden er også blevet skruet op til 183 kW for det store batteri, men VW har endnu ikke bekræftet ladetiderne. Forvetningen er dog, at den klarer 10-80 procent hurtigere end forgængeren, men forskellen er nok ikke astronomisk.

Som en lækker detalje understøtter bilen nu også V2L (Vehicle-to-Load), så du kan trække strøm direkte fra bilens batteri til elektriske apparater.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark

Vores midlertidige dom over Volkswagen ID.3 Neo

Vores vurdering efter at have siddet i bilen er, at ID.3 Neo ikke en revolution, men en vellykket rettelse af alle de fejl, der holdt forgængeren tilbage.

Den nye ID.3 er flot, enkel og genkendelig, og så er forbedringerne i den nye bil større end de ser ud til. ID.3 Neo ligner et oplagt bud, hvis en Volkswagen ID.4 eller lignende er for stor eller en ID. Polo er for lille.

Oplagte alternativer er modeller som Volvo EX30 og Renault Megane E-Tech. Særligt den nye Skoda Elroq fremstår som en stærk konkurrent, da man her får betydeligt mere plads for pengene.

Der er nemlig god plads i kabinen i ID.3 Neo, men med det sagt, kan der være mange penge at spare ved at vente på ID. Polo eller de skarpe alternativer Skoda Epiq og Cupra Raval.

Prisen starter ved 249.995 kroner, hvilket er det samme som den nuværende model. Selvom ID.3 Neo er en væsentligt bedre bil på alle parametre, så befinder den sig i et marked, der snart bliver oversvømmet af billigere alternativer.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen