Apple arbejder på “ansvarlig” chatbot-konkurrent til ChatGPT
ChatGPT er her, der og alle vegne. Straks fulgte Microsoft efter med Ai-chatbotten Bing Chat og Google med Bard. Nu er Apple også i gang med at udvikle sin egen AI-chatbot, som skal fungere med stemmeassistenten Siri og Apple Musik. Det skriver 9to5mac.
Læs mere: Seneste nyt om kunstig intelligens
Apples AI-chatbot skal være ansvarlig
Tim Cook, der er direktør i Apple, oplyser i et konferenceopkald i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets seneste kvartalsregnskab, at Apple arbejder på et ansvarsfuldt modsvar til AI-chatbots som ChatGPT.
Han understreger samtidig, at Apple allerede benytter kunstig intelligens i blandt andet funktionen “Registrering af ulykke” og til EKG (elektrokardiogram) i Apple Watch.
Da snakken gik på generativ AI, svarede Tim Cook, at “vi selvfølgelig har arbejde i gang.”
“Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvad det er, for som I ved, gør vi ikke rigtig det. Men I kan være sikre på, at vi investerer. Vi investerer en hel del. Vi kommer til at gøre det ansvarligt, og det vil … I vil se produktfremskridt over tid, hvor disse teknologier er kernen i dem,” lyder det fra Tim Cook.
Skal være hjertet i fremtidige produkter
Den kommende AI-funktion fra Apple skal, ifølge Tim Cook, være hjertet i fremtidige Apple-produkter.
Apple har hidtil ikke taget AI til sig i samme ekstreme grad, som det er tilfældet hos Alphabet, der ejer Google. Her gennemsyrer AI en stor del af Googles produkter. Apple foretrækker slet ikke at nævne ordet AI i sine præsentationer, men det er dog ikke ensbetydende med, at teknologien er fremmed for it-giganten.
I forbindelse med offentliggørelsen af forrige kvartalsregnskab oplyste Tim Cook i et interview med Reuters, at Apple har forsket i AI, herunder generativ AI, i flere år. Ifølge mediet Bloomberg satser Apple på at introducere en række AI-værktøjer i næste års version af iOS, som formentlig får navnet iOS 18.
AI bruger lige så meget strøm som Danmark
I sin nuværende form er kunstig intelligens ikke just bæredygtigt. Træningen af neurale netværk og eksekveringen af såkaldte prompts i AI-chatbots er en ekstremt datatung opgave, som bruger meget energi i datacentre rundt om i verden. Faktisk bruger AI så meget strøm, at det til svarer hele Danmarks samlede årlige elforbrug.
Læs også: AI forbruger lige så meget strøm som Danmark om året