ChatGPT kan huske alt, hvad du har fortalt AI-chatbotten

En ny hukommelsesfunktion i ChatGPT gør det muligt for AI-chatbotten at huske hele din samtalehistorik. Det gør ChatGPT mere personlig, men på bekostning af dit privatliv.

Kunstig intelligens

OpenAI har udvidet ChatGPT’s hukommelse, så betalende brugere nu kan få AI-chatbotten til at huske og bruge hele din samtalehistorik til give mere personlige og skræddersyede svar.

Tidligere har AI-modeller som ChatGPT haft en begrænset hukommelse, men den grænse er altså nu væk. Funktionen ruller i første omgang ikke ud i EU.

Se også: Hyppig brug af ChatGPT kobles til ensomhed og afhængighed

Mere personlig AI på bekostning af privatliv

At ChatGPT får uendelig hukommelse vil give en langt mere personlig AI-assistent, der på godt og ondt husker alle dine tidligere samtaler med AI-chatbotten. Det kan øge kvaliteten af svarene, men omvendt kan det også virke grænseoverskridende, at en AI-chatbot begynder at lære dig og dine præferencer at kende indgående.

Den dybe hukommelse rejser også spørgsmål om privatliv og datasikkerhed. AI-chatbots er ”sorte bokse”, hvor du som bruger ikke har nogen form for indsigt i, hvordan den fungerer, og hvilke data den gemmer om dig. De strengere regler for datasikkerhed i EU er formentlig også årsagen til, at den uendelige hukommelse i ChatGPT endnu ikke er rullet ud i Europa.

Se også: Ny AI-funktion: Tal med Gemini gennem telefonens kamera og skærm

Perspektivering

ChatGPT er den mest populære AI-chatbot i verden, men der findes også mange gode alternativer. Se vores guide til de bedste AI-chatbots i Danmark.

Se også: Hvilken AI-chatbot skal jeg vælge? Se de 16 bedste chatbots