Flere mænd end kvinder bruger ChatGPT på arbejdspladsen

Der er et klart flertal af mænd, som benytter ChatGPT på arbejdspladsen sammenlignet med kvinder, viser ny undersøgelse. Kønsskævheden kalder på bedre oplæring i AI.

Flere mænd end kvinder bruger ChatGPT på arbejdspladsen

Mænd er overrepræsenteret, når det gælder brugen af AI-chatbotten ChatGPT i arbejdsmæssig sammenhæng. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse blandt 100.000 lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, som adjunkt ved University of Chicago Anders Humlum og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Emilie Vestergaard står bag.

Se også: OpenAI er bekymret: Folk udvikler følelser for ChatGPT

20 procentpoint mere tilbøjelige end kvinder

Undersøgelsen viser, at 20 procentpoint flere mænd end kvinder benytter ChatGPT i samme job, mens kvinder og mere erfarne medarbejdere sakker bagud. Det er særligt de unge mænd, som trækker op i statistikken.

Ønsket om at bruge ChatGPT eller anden AI er dog til stede hos kvinderne, men de føler, at de mangler ordentlig oplæring i at benytte AI i deres arbejde.

Indtil videre har den hurtige udbredelse af ChatGPT på arbejdspladsen været drevet af medarbejdernes individuelle beslutninger om at begynde at bruge det, mens mange arbejdsgivere har spillet en passiv eller regressiv rolle. Fremadrettet kan virksomheder spille en afgørende rolle i at lette den videre udbredelse af generativ AI som ChatGPT.

Se også: Verdens første lov for kunstig intelligens træder i kraft

Begrænses af arbejdsgiverne

Mange medarbejdere, der i øjeblikket ikke bruger ChatGPT, oplyser, at deres arbejdsgivere begrænser brugen af AI-løsninger, eller at de har brug for træning for at bruge det. Helt konkret efterlyser 30 procent af de adspurgte ordentlig træning i at anvende ChatGPT.

Ved at give retningslinjer for produktiv brug eller lette medarbejdernes uddannelse kan arbejdsgiverne derfor hjælpe flere medarbejdere med at udnytte potentialet for at øge produktiviteten med generativ AI.

Tre bekymrende mønstre

De to danske forskere har identificeret tre bekymrende mønstre, som gør sig gældende i den nuværende udbredelse af ChatGPT på arbejdspladser.

For det første tjente de medarbejdere, der i dag bruger ChatGPT, lidt mere, end før ChatGPT kom til – og det er til trods for, at generativ AI har potentiale til at afhjælpe eksisterende uligheder.

Som de danske forskeres undersøgelse har påpeget, er den anden bekymrende tendens den tydelige kønsforskel i anvendelsen af ChatGPT, idet kvinder er meget mindre tilbøjelige til at bruge AI-løsningen. Mange kvinder efterlyser uddannelse i brugen af ChatGPT, og en indsats på dette område bør derfor kunne udligne denne forskel.

Mange af medarbejderne i undersøgelsen svarer også, at de ikke vil udføre flere af de opgaver, som ChatGPT hjælper dem med at spare tid på. Brugen af ChatGPT kan altså på papiret godt øge effektiviteten og bidrage til samfundsøkonomisk vækst, men det kræver, at virksomhederne gentænker måden, som generativ AI anvendes – f.eks. ved at den enkelte medarbejder også påtager sig et ansvar i de opgaver, som AI understøtter.

Se også: Ny AI-billedgenerator genererer realistiske, falske billeder

Oplæring udligner kønsskævhed

Historisk har teknologiske fremskridt ofte forstærket eksisterende skævheder i samfundet, indtil man aktivt har arbejdet på at inkludere alle grupper i udviklingen. Adgang til og brug af internettet var i første omgang kønsmæssigt skævt fordelt.

Virksomhederne har derfor ikke alene en mulighed, men også et ansvar for at sikre, at udbredelsen af generativ AI som ChatGPT på arbejdspladsen sker på en måde, der ikke blot opretholder, men aktivt arbejder imod kønsmæssige uligheder.

Som forskerne også påpeger, kan denne forskel udlignes gennem målrettet oplæring i AI, der inkluderer alle medarbejdere uanset køn og erfaring. Dermed vil AI-teknologier som ChatGPT både forbedre produktiviteten og bidrage til et mere lige arbejdsmarked.

Læs også: Seneste nyt om kunstig intelligens