Android overhaler Windows i udbredelse
Når internettrafikken fra klodens desktops, bærbare, tablets og smartphones måles op, ses det, at en ny platform nu er blevet den mest populære.
Hvor Microsofts Windows-baserede systemer har domineret internettet nærmest siden dets fødsel, er det nu Googles Android-platform til smartphones og tablets der fører.
Ifølge analysebureauet StatCounter, er Android nu at finde på 37,93 procent af klodens internetenheder, mens Windows bliver forbigået og falder på andenpladsen med 37,91 procent.
Se også: Google udgiver Android O: Se alle nyhederne her
En æra slutter
Androids overhaling markerer enden på flere årtiers dominans for Microsofts styresystem. Siden begyndelsen af firserne, har Microsofts styresystemer været det mest udbredte i industrien.
” Dette er en milepæl og afslutningen på en æra”, mener StatCounters direktør, Aodhan Cullen, ”det markerer enden på Microsofts førerrolle på det globale marked for styresystemer – en førerposition selskabet har haft siden 1980’erne. Det viser også hvilken gennembrud det har været for Android, som for bare fem år siden kun udgjorde 2,4 procent af markedet”, slutter han.
For fem år siden kørte over 80 procent af internettilsluttede enheder en udgave af Microsofts Windows.