Baggrund: Smugkig på Windows Mobile 7

Avanceret shakecontrol og kamera-sensor tyder på, at det bliver sjovere og lettere at være ejer af en Windows Mobile telefon når Windows Mobile 7 kommer.

Baggrund: Smugkig på Windows Mobile 7

Et dokument der beskriver Windows Mobile 7 er blevet lækket fra Microsoft. Dokumentet er efter sigende fortroligt, og kun beregnet til internt brug. Alligevel er dette dokument (bevidst eller ubevidst) blevet lækket til en reporter, som efter bedste evne, har gengivet dele af indholdet i en artikel.

Mobilsiden.dk bringer her nogle af de mest interessante oplysninger vedrørende Windows Mobile 7.

Windows Mobile 7 artikelfoto

Nyt i Windows Mobile 7

Der lægges stor vægt på, at en enhed med Windows Mobile 7 (forkortet WM7, red.)  i stor udstrækning, kan betjenes ved hjælp af trykfølsom skærm samt fysiske bevægelsesmønstre, såkaldte "gestures".

Den trykfølsomme skærm lader til, at have meget til fælles med, det der allerede kendes fra iPhone. Det skal blandt andet være muligt, at tegne på skærmen, rykke hurtigt igennem lister og panorere igennem menupunkter og meget andet. Hurtigere og mere intuitiv navigation, lader til at være nøgleordet.

WM7 vil som nævnt, også kunne fortolke visse bevægelsesmønstre, det kendes delvist fra Sony Ericssons Walkman telefoner. På nogle modeller kan man svirpe telefonen i en given retning for at skifte sang. Det er samme princip som gør sig gældende her.

 – Ny skærm når telefonen er låst. Der er mulighed for at tegne på skærmen eller lege med "pauseskærmen".

 – Designet til at bruge en finger, dog kan det på mange enheder blive nødvendigt med en pen.

 – Bedre medieafspilning. Forbedringer bliver lavet i medieafspilleren samt i galleri-visningen. Mobile Internet Explorer understøtter flere faneblade som det allerede kendes fra udgaven til PC. Endvidere snakkes der om en "spil tilstand" hvor det er muligt at benytte den trykfølsomme skærm til at styre spillet.

Nedenfor har jeg uddybet, et par af de nye funktioner som WM7 tilbyder.

Windows Mobile 7 artikelfoto

Bevægelses-styring

Ved at bevæge fingeren kan man for eksempel scrolle horisontalt og vertikalt, tilgå menuer, tilgå lister, trække elementer og aktivere genveje.

Som nævnt bliver det også muligt at bevæge enheden og derved aktivere en given funktion. WM7 benytter enhedens kamera som sensor og der skal derfor ikke være nogle specielle elementer indbygget i enheden. Dette betyder at ældre WM enheder angiveligt vil kunne opgraderes. Dog vil det sandsynligvis tære en del på batteriet.

I medieafspilleren kan man som nævnt skifte sang ved at bevæge enheden til højre eller venstre, ligeledes er det muligt at ryste enheden og derved aktivere shuffle funktionen. I Internet Explorer vil man kunne bevæge enheden for at aktivere frem og tilbage funktionerne.

En anden mekanisme tillader brugeren at zoome ind og ud i fuldskærms-medie applikationer blot ved at bevæge enheden frem og tilbage.

Kamerasensoren vil ligeledes hjælpe brugeren ved at foretage forskellige handlinger på baggrund af lyset. For eksempel kan skærmen slukkes hvis enheden lægges i tasken, lydprofilen kan ændres når enheden tages med udenfor, aktivere blitzen på kameraet hvis der ikke er lys nok og så videre.

Som en detalje vil Microsoft implementere en ny og forbedret standby-skærm samt opvågningsbillede. Når telefonen er i standby kan man tegne på skærmen med en eller to fingre og dermed skabe et mønster på s den mørke skærm. Man kan også, hvis man har valgt et standby skærm, ryste telefonen og dermed skabe bevægelse i billedet. For eksempel kan man skabe ringe i vandet hvis man har valgt et billede med fisk. Mest af alt er dette en gimmick, men en underholdende en af slagsen vil nogen mene.

For at vække telefonen fra sin standby-tilstand, pønser Microsoft på at lave en funktion som reagerer på hvordan eller hvor mange gange telefonen rystes. Endvidere laves der en glidende overgang hvor startskærmen kommer trinvis frem, i stedet for at lyset tændes med det samme.

Windows Mobile 7 artikelfoto

Konklusion

For det første skal det nævnes at der ikke er tale om officielle oplysninger fra Microsoft. Det er et fortroligt dokument som er kommet en journalist i hænde og derfor betragtes disse oplysninger i første omgang som rygter.

Men der er vist ingen tvivl om at Microsoft skal diske op med noget i denne boldgade hvis de ønsker at konkurrere med iPhones styresystem.

Hvis dokumentet viser sig at være reelt, så kan Windows Mobile brugere se frem til et overordentligt mere interaktivt interface end man har været vant til.

Der kan læses mere i den oprindelige artikel, KLIK HER