Første beta af Android Q ude – Her er nyhederne
I går udgav Google endelig første beta udgave af deres næste store Android version, Android Q. Det betyder at alle med Googles egne Pixel-telefoner får mulighed for at lege med det kommende styresystem før alle andre. I artiklen her tager vi et kig på de større nyheder i Android Q.
Det er stadig første udgave, så meget kan nå at ændre sig undervejs. Opdateringen giver udviklere mulighed for at tilpasse deres apps til de kommende ændringer, samtidig med at Google kan få vigtig feedback til videre udvikling. Både Android 8 Oreo og Android 9 Pie udkom i fire betaer, hvilket bliver lidt anderledes med Android Q. Her kommer nemlig seks betaer. Efter frigivelsen af sjette beta vil Google være tæt på at rulle den færdige opdatering ud, hvilket vi forventer sker omkring august måned. Herefter vil vi se andre smartphoneproducenter melde ud, hvornår de forventer at være klar med Android Q, hvilket ofte tager lang tid.
Bedre kontrol over adgang til placering
Android Q vil tilføje bedre mulighed for at styre hvilke apps der skal have adgang til placering, samt hvornår de må have det. I nuværende Android-udgave skal man give adgang til, at en app må bruge din placering. Men det betyder at apps i teorien kan få adgang til din placering, selv når appen ikke aktivt bruges. Det bliver i Android Q lavet om.
Ligesom i iOS får man mulighed for at lade appen bruge placering hele tiden, når den er i brug eller slet ikke give den adgang.
Understøtter foldbare telefoner
For første gang ser vi Android officielt understøtte foldbare mobiltelefoner. Vi har allerede set både Samsung og Huaweis bud på en foldbare telefon, hvor den første forventes i butikkerne allerede til maj. Men at Google officielt vælger af understøtter det fortæller lidt om, at også Google tror på fremtiden for disse typer enheder.
Her kommer der blandt andet skærmdeling. Det giver udviklere mulighed for at se, hvordan deres app vil se ud på en foldbare skærm, som tilpasse den bedst muligt.
Hurtigere deling af indhold
Google mener det skal være endnu lettere og hurtigere at dele fx billeder, hvorfor de har udviklet “Sharing Shortcuts”.
Trykker man på delingsknappen, så får man mulighed for at hoppe direkte ind i de enkelte apps for at dele indholdet, ligesom man kan dele via bluetooth og direkte til ens kontakter.
Adgang til telefonens indstillinger direkte fra en app
Er du inde i en app i Android 9 Pie, eller ældre, så kræver det man forlader den for at komme ind i telefonens indstillinger. Dette bliver lavet om i Android Q, så man altid har adgang til de mest bruge telefonindstillinger direkte fra en app. Det skal et nyt flydende indstillings-UI gøre muligt.
Med det flydende indstillingspanel kan man fx slå WiFi, Bluetooth og Flytilstand til og fra, men man kan også styre lydstyrke og meget andet.
Hurtigere og mere stabilt WiFi
Android Q giver udviklere mulighed for at gøre brug af nye WiFi-funktioner, som kan forbedre ydeevnen og bl.a. give lavere latency. Dette bør forbedre forbindelsen i onlinespil, samtaler og meget andet.
Understøttelse af dybdeeffekt i billeder
Rigtig mange mobiltelefoner kan i dag tage billeder med dybdeeffekt, også kaldet bokeh. De forskellige producenter har deres egen måde at gøre dette på, men det vil Google simplificere for appudviklerne. Derfor har de lavet Dynamic Depth. Det betyder for slutbrugeren at flere apps får mulighed for at ændre på dybdeskarphed i billeder, samt ændre selve sløringseffekten.
Dynamic Depth er en åben standard for hele Androids økosystem, så alle producenterne får mulighed for at tilpasse sig dette.
Det vil i fremtiden også understøre billeder i 3D og AR-fotografi.
Desktop-ligende brugerflade
Med Android Q kaster Google sig ud i en ny PC-lignende brugerflade, ligesom Samsung med deres Dex. Det er stadig en funktion der arbejdes på, så den skal aktivt aktiveres i udviklerindstillinger.
Når funktionen er aktiveret og forbundet til en ekstern skærm, så vises applikationer i frie vinduer. Statuslinjen er stadig øverst og navigationsikonerne nederst, ligesom man ser det på Android tablets. Skrivebordet viser kun appgenveje og ser ikke ud til at understøtte widgets.
Det er pt. en skrabet udgave, men det bliver interessant at se hvordan den udvikler sig.
Og meget mere…
Det er bare et lille udpluk at nyhederne i Android Q. Andre mindre nyheder er fx:
- Lettere håndtering af notifikationer fra enkelte apps
- Snooze-funktion for notifikationer for hver enkelt app
- Ny filhåndteringsapp
- Mørkt tema
- Låseskærmens baggrund bliver slørret, når der afspilles musik
- Hurtig app opstart
- Forbind til WiFi netværk med en QR-kode
- Estimeret batteritid direkte i notifikationsgardinet