Her er den elektroniske bog
Softwaregiganten Microsoft har en multitouch-booklet klar i kulissen. Det skriver Gizmodo, som er kommet i besiddelse af adskillige fotos af det såkaldte ‘Courier’-produkt.
Courier er udstyret med to 7″ multitouch-skærme, som både kan betjenes med fingrene og med en stylus. På bagsiden kan man se et 3 megapixels-kamera med fotolys og 4 x zoom.
På nuværende tidspunkt er der ikke nævnt yderligere om specifikationerne, men der er i hvert fald programmer som Google Maps, kontaktoversigt og webbrowser.
Ifølge Gizmodo er Courier stadig på prototype-stadiet, men udviklingen er efter sigende gået ind i en af de senere faser. Historien melder dog ikke noget om, hvornår Microsoft forventer, at produktet er helt færdigt.