Huawei lancerer ny hukommelseskort standard
Sammen med Huawei Mate 20 Pro så vi Huawei introducere en helt ny standard for hukommelseskort, Nano Memory. Nano Memory er betydeligt mindre end MicroSD, men kan indeholde lige så mange data.
Det er første gang vi ser Huawei kaste sig ud i markedet for hukommelseskort, hvor standarden, MicroSD, er vidt udbredt og har regeret i efterhånden mange år.
Test: Huawei Mate 20 Pro – Årets vildeste mobil
Nano Memory er 35 procent mindre end MicroSD
I forhold til MicroSD er Nano Memory hele 35 procent mindre. Huawei har været smarte nok til at give Nano Memory præcis samme størrelse som et Nano simkort, som man normalt finder i nyere mobiltelefoner, så det bliver spændende at se om andre producenter tager den nye standard til sig.
Heldigvis er Huaweis nye standard bagudkompatibel. Det vil sige at køber man et Nano Memory, så følger der adapter med til både MicroSD og SD.
Overførselshastigheden ligger på 90 MB/s, altså omtrent det samme som nuværende hurtige, UHS-I klasse 10, MicroSD kort. Prisen er også tilsvarende, hvor 128GB udgaven får en vejledende pris på 599 kroner.
Marie Dam Feldborg, der er Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark, siger om det nye Nano Memory kort:
“Vores nye Nano Memory-kort er et imponerende stykke håndværk, som vores udviklere har arbejdet hårdt på. Og det er en klar opgradering til den nuværende markedsstandard. Med vores hukommelseskort kan forbrugeren nemlig få rigtig meget opbevaringsplads pakket ned i en meget lille chip. Og det sikrer samtidig, at forbrugeren ikke sætter gamle – og dermed langsomme – hukommelseskort i deres smartphone,”
Nano Memory kortet kommer i november
Den nye standard for hukommelseskort lander, ifølge Huawei, i butikkerne i Danmark sidst i november måned og er faktisk allerede på lager i nogle butikker. Vi har flere steder set kortet billigere end den vejledende pris, faktisk helt ned til 499 kroner for 128GB.
Læs også: Huawei Mate 20 Pro er officiel – her er den
Opfølgning på historien
Næste kronologiske historie om emnet finder du her. mobilsiden gik videre med historien. 27/11/2018 fortsatte vi fortællingen med artiklen om Huawei går samme vej som Samsung med ny telefon – Fortsættelsen om emnet kan læses her. Sidste ord er ikke skrevet. Se de seneste nyheder her.