Knivskarpt billede af OnePlus 5 lækket
OnePlus har hidtil formået at holde de fleste detaljer bag lukkede døre, når det gælder OnePlus 5. Selv om pressefotos tidligere har vist sig rundt omkring, har der efter alt at dømme ikke været tale om den ægte vare.
Hjemmesiden Android Police har nemlig afsløret, hvordan topmodellen kommer til at se ud. Et pressefoto i knivskarp kvalitet er kommet i forkerte hænder, og omsider ser det ud til, at designet er blevet afsløret igennem en anonym kilde.
Læs også: Her er de første fotos taget med OnePlus 5
Hjemmesiden har verificeret billedet hos en anden kilde, som bekræfter dels at billedet er korrekt, dels at det tidligere lækkede billede ikke er det endelige produkt. En anden ting, der indikerer, at billedet er korrekt, er baggrundsbilledet på telefonen, som er et af de mange nye billeder, der blev afsløret i en ny opdatering af OnePlus’ launcher-app. Billederne indikerer desuden yderligere, at telefonen får en Full HD-skærmopløsning igen i år.
Så hvordan tager den kommende OnePlus 5 sig ud? Forestil dig en iPhone 7 Plus, og så har du noget, der er tæt på identisk med OnePlus’ næste flagskib. Alt fra de afrundede hjørner og bløde kanter til placeringen af de to bagkameraer og LED-blitzen er nemlig så godt som hentet direkte fra iPhone 7 Plus – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men i hvert fald uoriginalt.
Umiddelbart synes det kun at være fronten, logoet på bagsiden, den såkaldte ’Alert Slider’-skydeknap og lydstyrkeknapperne i venstre side, som ser genkendelige ud i forhold til OnePlus 3 og OnePlus 3T. Der kan dog meget vel være flere genkendelige elementer på den nederste tredjedel, som endnu mangler at blive afsløret.
Hvad er din umiddelbare reaktion på det – kan man vist roligt sige – noget iPhone-inspirerede design? Er der tale om en fremgang eller tilbagegang i forhold til OnePlus 3 og OnePlus 3T? Giv gerne din mening til kende i en kommentar nedenfor.