Udviklerne af programmer og spil til mobiltelefoner skal ikke forvente betaling for deres arbejde, med mindre de finder en ny forretningsmodel. Analysefirmaet Gartner vurderer, at brugerne i fremtiden bliver mindre villige til at betale for programmerne.
Løsningen er, at indbygge annoncering i programmerne. I 2013 vurderes det, at 25 procent af omsætningen i applikations-butikkerne, vil komme fra annoncer.
Andelen af de gratis downloads vil vokse fra de nuværende 79 procent til 87 procent. Det skriver Computerworld.dk
Kæmpe-omsætning i apps
Selvom mobilbrugerne bliver mindre tilbøjelig til at smide penge på bordet for programmer til mobiltelefonen, vil omsætningen i markedet alligevel være enorm.
I 2009 blev der hentet 2,5 milliarder programmer og spil fra applikations-butikkerne. Ifølge Gartner vil dette tal i 2013 være steget til 21,6 milliarder. Det forventes at omsætningen i samme periode vil stige fra 21,8 til 153,1 milliarder kroner.
Spil vil fortsat være blandt de mest populære applikationer.