MobilePay på offensiven – skruer priserne ned

Der er store prisreduktioner i vente til de erhvervsdrivende der tager imod MobilePay

MobilePay på offensiven – skruer priserne ned

Fra den første april i år, vil det blive markant billigere for forretninger at modtage MobilePay betalinger. I en pressemeddelelse varsler MobilePay en ny prisstruktur, der gør mobilbetalingsløsningen mere konkurrencedygtig.

Med de nye priser vil højeste pris for en overførsel dratte fra 5 kr. til maksimalt 75 ører. MobilePay introducerer samtidig en trappeløsning, hvor en stigende mængderabat, potentiel kan reducere prisen til 30 øre per transaktion.

”Med dette udspil bliver MobilePay yderst konkurrencedygtig på pris overfor alle typer erhvervsdrivende i Danmark. Vi har over 40.000 erhvervsdrivende som kunder og ønsker at fortsætte den kraftige vækst gennem konstant innovation af brugervenlige løsninger. Nu topper vi op med billige, enkle og gennemskuelige priser,” siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay.

Med den nye prisstruktur ændrer MobilePay den tidligere model som MobilePay Business kunder hidtil kunne benytte. Her tog MobilePay en fast procentdel på 1% af transaktionsbeløbet – dog maksimalt op til 5 kroner.

Nu vil den enkelte forretning i stedet betale en fast pris per overførsel. En model som for de allermest beløb kan betyde en prisstigning, men som i de fleste tilfælde vil betyde en klækkelig besparelse.

Ifølge MobilePays egne beregninger vil eksempelvis en café med med 7.500 årlige transaktioner på i snit 75 kr. spare 1.125 kroner. Den største gevinst i udregningerne går til forretninger som frisører der lever af 1.825 årlige transaktioner med en snitpris på 450 kroner – her lyder før og efter prisen på henholdsvis 8.213 og 1.369 kr. – en besparelse på 6.844 kroner.

MobilePays nye prisstruktur bliver nemmere at overskue

Nyt banksamarbejde bag lavere priser

Med den nye prisstruktur risikerer MobilePay at mindske sin omsætning, et tab der imødekommes ved et fald i omkostningerne forbundet med betalingsløsninger.

Siden efteråret har mange partnerbanker sluttet sig til MobilePay hvilket muliggør en konto-til-konto struktur der kraftigt reducerer omkostningerne.

”Vi vælger at give gevinsten videre til vores erhvervskunder og dermed gøre det endnu mere attraktivt at kunne tilbyde betaling med MobilePay i butikkerne fra mere end 3,3 millioner private brugere. Men vi nøjes ikke med at sænke priserne. De kommende måneder vil vi væsentligt forbedre funktionaliteterne i vores erhvervsløsninger, så de bliver hurtigere og nemmere at bruge for både virksomheder og private brugere. Vi vil være den bedste mobile betalingsløsning for alle danske virksomheder og danskere,” slutter Mark Wraa-Hansen.