Nyt produkt til Philips Hue: Styrer lyset ved bevægelse

Philips Hue er kendt for smarte løsninger for styring af lys, og nu tilføjer de endnu et intelligent produkt til deres serie, Philips Hue Motion Sensor.

Nyt produkt til Philips Hue: Styrer lyset ved bevægelse

Inden for smart-kontrol af lys i hjemmet er Philips Hue-serien blandt de mest populære og udbredte løsninger, og de har haft succes med at skabe nemme og intuitive produkter, der kan styres på tværs af platforme og styresystemer.

Indtil nu har styringen af lyset primær fungeret via en app, en smart-kontakt eller endda stemmen, men rækken af muligheder stopper ikke her. I dag har Philips nemlig præsenteret deres nyeste medlem af Hue-familien, Hue Motion Sensor.

Se også: LG lancerer Smart Bulbs – konkurrenten til Phillips Hue

Som navnet antyder, så er dette en sensor, der kan kontrollere lyset via bevægelse. Denne funktion er generelt noget, vi mest er vant til i udendørsbelysning, men nu har Philips altså taget teknologien indenfor.

“Det eneste, det kræver at tænde lyset, er, at man er tilstede i rummet. Man behøver hverken fjernbetjening, kontakt eller telefonen. Så snart man træder ind rummet vil sensoren, på mindre end ét sekund, opfange bevægelser og sørge for at tænde lyset”, fortæller produktchef hos Philips Lighting, Andreas Bahnsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Google Home, en højtaler der gør dit hjem klogere

Philips Hue Motion Sensor
Foto: Philips Hue

Hue Motion Sensor kan altså tænde/slukke lyset alt efter om der befinder sig nogen i rummet eller ej, men det stopper ikke her.

Philips selv beskriver nemlig det nye produkt som værende næsten intelligent, idet den kan tilpasse lyset til forskellige situationer alt efter hvor lyst/mørkt det er udenfor, og på den måde spare på strømmen og derved elregningen.

“Sensoren kan nærmest betegnes som intelligent. Den kan indstilles, så lyset tændes med et blødt og behageligt lys om natten, så søvnen ikke ødelægges, og på samme måde kan lyset justeres om dagen alt efter hvilken type belysning, man foretrækker” siger Bahnsen videre.

Læs også: Homealarm HomeSecure Pro – test af hjemmealarm [TEST]

Den nye Hue Motion Sensor er kompatibel med resten af Philip Hues lineup, og vil lande i butikkerne i løbet af det kommende efterår.