Rema 1000 nytænker dagligvareindkøb med konceptet Vigo

Med appen Vigo fra Rema 1000 fylder du din digitale indkøbspose med varer og får dem leveret til døren af andre, der alligevel skal forbi din adresse.

Rema 1000 nytænker dagligvareindkøb med konceptet Vigo

Rema 1000 lancerer i dag et nyt koncept kaldet Vigo, som er en it-løsning i form af en app, som dagligvarebutikken har arbejdet på i al hemmelighed det seneste år. Vigo er lavet for at imødekomme det ændrede indkøbsmønster, som flere og flere danskere har fået som følge af, at deleøkonomi er blevet udbredt.

Læs også: Betal med MobilePay i alle 261 Rema 1000-butikker

Det kan derfor gøres både nemmere, hurtigere og smartere at få handlet dagligvarerne ind end det er tilfældet i dag, mener Rema 1000 – og det er det, som Vigo-konceptet formår at gøre. Konceptet er bygget op omkring, at indkøb af varer kan gøres smartere, hvis folk hjælper hinanden.

‘Vigo skal gøre det nemmere for danskerne at klare indkøbene i en travl hverdag. Lige meget hvor du er, kan du med få tryk på telefonen handle med Vigo og få varerne leveret til døren af andre, der lægger deres rute forbi dit hjem. Det bliver en håndsrækning til de travle familier,’ fortæller Henrik Burkal, administrerende direktør i REMA 1000.

Du åbner derfor appen Vigo, som udgives den 25. oktober 2016 klokken 10:25, hvorefter du søger efter de varer, du vil købe ind. Herefter kan en anden person i dit område vælge at købe varerne ind for dig, hvis vedkommende alligevel skal forbi den nærmeste Rema 1000. Det kan være din nabo, en bekendt eller en, der blot ønsker at tjene en lille skilling – som naturligvis er skattepligtig.

Konceptet er derfor meget i stil med GoMore, som tilbyder samkørsel; nu introduceres denne deleøkonomiske løsning blot i detailbranchen. Flere supermarkeder har forsøget sig med internetbaseret dagligvareindkøb, men det foregår via store centrallagre og tung transport, hvor varerne leveres til døren i løbet af dagen.

Med Vigo lægger Rema 1000 vægt på, at kundernes større behov for at klare indkøbet online ikke får nogen negativ indvirkning på de lokale indkøbssteder, men det styrker dem derimod. De lokale indkøb foregår nemlig hvor de altid har gjort – de bliver blot effektiviseret, så en travl hverdag nemmere kan hænge sammen, hvis en indkøber i nærheden alligevel skal handle ind og forbi din adresse. Alle bliver med andre ord indkøbere.

Sådan fungerer Vigo-konceptet
Du skal først og fremmest tilmelde dig som som Vigo-indkøber. Det gør du på Vigo.dk, hvor du indtaster din e-mail-adresse og vælger din nærmeste Rema 1000-butik. Det eneste krav er, at du er mindst 15 år og har en smartphone med MobilePay.

Hvis du vil købe varer ind hjemmefra eller andetsteds fra, er det blot at åbne Vigo-appen, som er tilgængelig fra den 25. oktober 2016 klokken 10:25. Du søger efter alle dine varer og tilføjer dem. Så snart du har gennemført din bestilling af varerne, reserveres beløbet i MobilePay. Alle andre brugere, der har tilmeldt sig som indkøbere i området, kan nu vælge at handle varerne ind for dig og levere dem til dig. Dette skal gøres inden for 60 minutter, men 30 minutter, hvis der skal indkøbes frostvarer.

Hvem der kommer til at levere dine varer, vælges altså efter først til mølle-konceptet. Det kan også være, at der ikke er nogen i dit område, der står til rådighed til at indkøbe og aflevere dine varer, og så er det blot at vente.

Hvis du derimod selv ønsker at være indkøber og levere andre personers varer, er det blot at vælge mellem de åbne bestillinger, der er i dit nærområde. Lige som hvis Rema 1000 selv havde stået for leveringen af varerne, ligger prisen på mellem 39 og 59 kroner for at få dem bragt til døren. Størstedelen af beløbet modtager indkøberen, mens en lille del går til Alm. Brand.

Du kan læse mere om, hvordan Vigo fungerer på hjemmesidens FAQ.