Apple i modangreb: Vil vinde kamerakrigen over kineserne

Apple ser ud til at skrotte de nuværende kamerasensorer til fordel for en massiv opgradering, der skal tage kampen op mod de absolut bedste kameramobiler på markedet.

Apple i modangreb: Vil vinde kamerakrigen over kineserne

Siden iPhone 14 Pro har Apple holdt fast i en hovedsensor på 48 megapixel, men nye rygter indikerer, at de nu er klar til at tage et gigantisk spring i jagten på den ultimative foto- og videokvalitet.

Se også: Test af nyeste mobiler

Apple kigger mod 200 megapixel

Nye meldinger fra forsyningskæden tyder på, at Apple planlægger at introducere en 200 megapixel kamerasensor i iPhones i fremtiden.

Dette træk vil markere et markant skifte i Apples strategi, hvor de historisk har fokuseret mere på softwareoptimering end på rå megapixels.

Ved at skifte til en sensor med så høj opløsning, følger Apple i fodsporene på Samsung, der længe har brugt deres egne 200 megapixelsensorer i deres topmodeller.

Lige nu er det de kinesiske producenter, der dikterer tempoet i kamerakrigen, hvor især Huawei, Vivo og Oppo sidder tungt på tronen.

Alt tyder dog på, at Apple planlægger at gøre op med det kinesiske forspring ved at introducere deres mest ambitiøse kamerasystem til dato.

Se også: De bedste iPhones lige nu

Hvad betyder det for dine billeder?

Mange megapixel er ikke i sig selv en garanti for bedre billeder, men det giver Apple nogle tekniske fordele, som de kan udnytte i deres billedbehandling.

En 200 megapixelsensor muliggør bedre “pixel binning”, hvor data fra flere pixels kombineres for at fange mere lys under svære forhold, hvilket eksempelvis giver skarpere aftenbilleder.

Derudover giver den høje opløsning mulighed for et langt mere detaljeret digitalt zoom, uden at billedet bliver grynet og uklart for brugeren.

Selvom vi næppe ser denne sensor i den kommende iPhone-generation, viser rygterne, at Apple ikke vil lade konkurrenterne løbe med den teknologiske førertrøje.

Se også: Disse iPhones giver dig mest for pengene