De første hands on-billeder af Samsung Galaxy S9 er ude

Der er ikke mange overraskelser tilbage, når Samsung præsenterer Galaxy S9 og S9+ søndag klokken 18:00. Hands on-billeder af Galaxy S9 er nemlig lækket.

De første hands on-billeder af Samsung Galaxy S9 er ude

I løbet den seneste uges tid er der dukket et væld af pressefotos, specifikationer og informationer op om Samsung Galaxy S9 og S9+. En af de få ting, vi endnu ikke har set er rigtige fotos af telefonerne – såkaldte hands on-billeder.

Læs også: Pressefotos og specifikationer på Samsung Galaxy S9 og S9+ lækket

Disse er dog dukket op i dag blot fire dage, før Samsung går på scenen ved Mobile World Congress i Barcelona for at præsentere dem.

Det er i et tweet tilhørende Twitter-profilen SamsungMobile.News, der har delt to billeder fra Vietnam. Netop Vietnam er landet, hvor Samsung producerer en stor del af sine produkter, så det giver god mening, at billedet er dukket op derfra.

Samsung Galaxy S9 og S9
Foto: Twitter.com (@Samsung_News_)

På de to billeder ovenfor ses Samsung Galaxy S9 forfra og bagfra, mens den er ved at starte op. Og hvis det ikke var fordi man så netop opstartsskærmen med teksten ”Samsung Galaxy S9”, kunne man sagtens blive snydt til at tro, at der forfra er tale om en Samsung Galaxy S8.

Galaxy S9 ligner nemlig forgængeren nærmest på en prik. Der er helt samme design at finde med de bløde kanter og afrundede hjørner, og størrelsesmæssigt ser den heller ikke ud til at have forandret sig det mindste. Et kig bag på afslører den største designmæssige nyhed. Fingeraftrykslæseren har nemlig fået plads nedenunder kameraet frem for til højre for. Det bør gøre den noget lettere at nå.

Finishen på Galaxy S9 ser også ud til at være uændret. Disse to billeder viser farven Midnight Black, som er den ene af fire farver, som både S9 og S9+ kommer i.

Læs også: Rygte: Samsung Galaxy S9 og S9+ bliver 1.000 kroner dyrere

Specifikationer på begge mobiler blev også tidligere på ugen lækket. S9 får en 5,8” Super AMOLED-skærm, mens S9+ får en 6,2” Super AMOLED-skærm, og opløsningen på begge bliver 1.440 x 2.960 pixels – med andre ord helt det samme som sidste år.

Processoren bliver Samsungs nyeste Samsung Exynos 9810. Den lille S9 får 4 GB RAM, og den store får 6 GB RAM – og begge udstyres med 64 GB lagerplads ligesom sidste år. Dertil er der mulighed for at indsætte et microSD-kort.

Begge telefoner får et nyt 12 megapixel bagkamera, som kan skifte blænde mellem f/1.5 og f/2.4 alt efter lysforhold. I tillæg dertil får S9+ et ekstra 12 megapixel bagkamera, som formentlig er til at skabe dybdeeffekt på billeder.

Kapaciteten på begge telefoners batterier forbliver uændret: 3.000 og 3.500 mAh. Porten til 3,5 mm jackstik er også fortsat at finde, og det samme er IP68-certificeringen, som gør dem vandafvisende. Som noget nyt får både Galaxy S9 og S9+ dog stereohøjttalere.

Norske priser på Samsung Galaxy S9 og S9+ er også for nyligt blevet lækket, og de peger i retning af, at priserne stiger med helt op til 1.000 kroner. Mulige danske priser er 7.199 kr. for Galaxy S9 og 7.999 eller 8.099 kr. for Samsung Galaxy S9+.

Lanceringen af Samsung Galaxy S9 og S9+ finder sted søndag den 25. februar klokken 18:00 dansk tid. Mobilsiden.dk dækker naturligvis eventen.

Mere nyt om emnet

Næste interessante historie om sagen kom frem. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 19/2/2018 stillede redaktiornen igen skarpt på tematikken med sagen Pressefotos og specifikationer på Samsung Galaxy S9 og S9+ lækket – Læs mere her. Se de seneste nyhede om temaet her.