Galaxy S22 er allerede en stor succes for Samsung

Samsungs nye serie af smartphone ser ud til at have fået en overordentlig god start. Galaxy S22 er nemlig den mest forudbestilte fra Samsung nogensinde.

Galaxy S22 er allerede en stor succes for Samsung

I dag er dagen hvor Samsungs nye serie af premium-smartphones rammer butikkernes hylder. Og det betyder samtidig også, at der nu ikke længere er mulighed for at udnytte forudbestillingstilbuddet fra Samsung. Det tyder dog på, at Galaxy S22-serien indtil videre er en stor succes for Samsung.

Se også: Samsung Galaxy S22, S22 Plus og S22 Ultra – pris og tilgængelighed

Dobbelt så mange forudbestillinger af Galaxy S22

Samsung giver nu en smule indsigt i, hvordan perioden med forudbestillinger er gået – og det ser lovende ud for producenten og de tre Galaxy S22-modeller.

Ifølge Samsung skulle rekordmange have forudbestilt Galaxy S22, hvor topmodellen her i starten har været den mest populære. I forhold til Galaxy S21-serien, der blev lanceret sidste år, er antallet af forudbestillinger fordoblet. Faktisk er det gået så godt med forudbestillinger af Galaxy S22, at de sætter rekord for producenten, der slår alle tidligere Samsung smartphones og tablets.

Når det gælder forudbestillinger af smartphones er det oftest topmodellen, der er den mest populære – og sådan er det også med Galaxy S22-serien. Topmodellen, Galaxy S22 Ultra, står nemlig for 60 procent af forudbestillingerne blandt de tre telefoner. Og her er altså tale om en smartphone, hvis pris starter ved 9.899 kroner.

Om Galaxy S22-serien

Nyeste serie af high-end smartphones fra Samsung byder på masser af spændende nyt. Først og fremmest er her et nyt design, der skal opleves i virkelighed for at man forstår ændringerne. Dernæst finder vi hardware-opgraderinger i alle tre modeller.

Fælles for alle tre er en ny processor, Exynos 2200, der byder på forbedret ydelse. Den mindste udgave, S22, er blevet mere kompakt og får forbedret kamera med et ægte telefotokamera med 3x optisk zoom. Det samme gælder S22 Plus, der derudover byder på større batteri, større skærm og en mere lysstærk skærm. Læs mere om Samsung Galaxy S22 her.

Topmodellen Galaxy S22 Ultra er officielt arvtager for Samsungs Note-serie. Her får man et Note-lignende design, en indbygget S Pen-stylus. Den byder på et gigantisk og fremragende display med adaptiv 120 Hz-opdateringsfrekvens og et nyt firedobbelt kamera. Du kan læse meget mere om Samsung Galaxy S22 Ultra her.

Læs også: Test af Samsung Galaxy S22 Ultra