Hele dette års portefølje af Moto-smartphones fra Lenovo lækket
Der er sket store ændringer i Moto-serien, efter kinesiske Lenovo opkøbte Motorola fra Google – og et nyt lækket billede afslører nu, at der er endnu flere smartphones på vej.
Læs også: Lenovo på vej med ny, prisvenlig Moto C og Moto C Plus
Det er Twitter-tipsteren evleaks, der er kommet i besiddelse af et billede, som viser en komplet oversigt over hele Lenovos kommende smartphone-serier. På billedet ses det, at Lenovo vil lancere intet mindre end fem forskellige smartphoneserier i år – helt præcist Moto Z, X, G, E og C.
Motorola 2017 [via tip] pic.twitter.com/qahD9PIxrD
— Evan Blass (@evleaks)
I Moto z-serien bliver Moto Z Play og Moto Z Force opdateret, hvor sidstnævnte får understøttelse for LTE-hastigheder på 1 Gbit/s, hvilket må betyde, at den får en Snapdragon 835-processor fra Qualcomm.
Som der har været på tale flere gange, vender Moto X tilbage igen, og det ses også på dette billede. Telefonen får en 5,2” stor skærm med en Full HD-opløsning, hvor der også skulle være ”3D Glass”.
Moto G-serien bliver udvidet med to nye modeller, Moto GS og GS+, som er henholdsvis 5,2” og 5,5” stor – begge med en Full HD-opløsning.
Også Moto E-serien bliver opgraderet i år, hvor Moto E bliver 5” stor og får 2.5D glas, mens Moto E Plus vil udmærke sig med et 5.000 mAh stort batteri. Begge telefoner får en HD-skærmopløsning.
Læs også: Lenovo Moto G5 Plus – behøver man egentlig mere? [TEST]
Sidst, men ikke mindst, er også en hel ny C-serie på vej, som er endnu billigere end E-serien. Her får du kun det absolut mest nødvendige, tilføjer Lenovo i sin præsentation. Både Moto C og Moto C Plus får en skærm på 5”, og i sidstnævnte model bliver der plads til et batteri på 4.000 mAh.
Det er endnu uvist, hvornår de forskellige Moto-mobiler bliver afsløret, men de kommer formentlig drypvis hen over de kommende måneder. Moto X-telefonen kunne dog meget vel være lige om hjørnet, da den allerede er blevet spottet ved en hemmelig præsentation – muligvis endda den samme hvor ovenstående billede stammer fra.