HMD lancerer egne smartphones – men de mangler én vigtig ting

HDM har droppet Nokia-navnet til sine nyeste mobiler. Der er tale om virkelig billige mobiler med fokus på fotografi. HMD understreger, at de er meget reparationsvenlige.

Mobiltelefoner

Human Mobile Devices (HMD) har tidligere lanceret mobiler under Nokia-brandet, men fremadrettet skifter selskabet fokus, og nu lancerer de deres første serie af mobiltelefoner i eget navn: HMD Pulse Pro, HMD Pulse+ og HMD Pulse.

Se også: De bedste priser og tilbud på mobiltelefoner

HMD Pusle Pro: Stort batteri – lille pris

“Topmodellen”, hvis man kan kalde en mobil til 1.499 kroner det, i den nye kollektion er den nye HMD Pulse Pro. Den har en 6,65 tommer IPS-skærm med en opdateringshastighed på 90 Hz og en skærmopløsning på 720 x 1.612 pixel.

Den gemmer også på et stort 5.000 mAh batteri, et 50 megapixel kamera både foran og bagpå og AI Super Portrait-tilstand.

Den drives drives af en Unisoc T606-processor, som du nok ikke skal forvente dig det store af. Der er også blevet plads til en fingeraftrykslæser på siden.

Telefonen kommer i tre farver: Glacier Green, Twilight Purple og Black Ocean.

HMD Pulse og HMD Pulse+

I Pulse-kollektionen finder man også HMD Pulse og HMD Pulse+, der tilbyder op til 59 timers batterilevetid og mulighed for nem reparation.

Begge telefoner er stort set identiske med HMD Pulse Pro og kommer i den samme farvepalette. Den eneste forskel er, at de begge har et 8 megapixel frontkamera i stedet for et på 50 megapixel. Dertil har HMD Pulse et 13 megapixel bagkamera. Begge telefoner må også nøjes med 10 watt kablet opladning i stedet for 20 watt.

HMD Pulse koster blot 1.099 kroner i Danmark, mens HMD Pulse+ koster 1.599 kroner.

Der er dog én ting, som du må undvære i de tre nye telefoner: 5G. Telefonerne understøtter kun 2G, 3G og 4G, så hvis du ønsker god mobildækning, bør du holde dig fra telefonerne.

Se også: Sammenlign priser, tilbud og specifikationer på smartphones

Alt kan repareres

HMD oplyser, at alle smartphones i Pulse-serien nemt kan repareres. På den måde kan brugeren nemt selv skifte en ødelagt skærm, et gammelt batteri eller en bøjet ladeport ved brug af et iFixit-reparationssæt, som kan købes separat.

Ifølge HMD skyldes det, at deres egne undersøgelser viser, at 41 procent af deres generation Z-brugere prioriterer elektronik, der kan repareres.

HMD forventer, at tre ud af fire produkter, som de kommer til at sælge i 2024, bliver reparationsvenlige. Reparationskits til telefonerne er tilgængelige hos iFixit fra 49 euro.

Se også: Test og bedømmelser af nyeste smartphones

Pris og tilgængelighed

HMD Pulse Pro, HMD Pulse+ og HMD Pulse kan købes i Danmark fra 24. april 2024 hos udvalgte forhandlere til følgende vejledende salgspriser:

  • HMD Pulse med 4 GB RAM og 64 GB lager:  1.099 kr.
  • HMD Pulse Pro med 6 GB RAM og 128 GB lager: 1.499 kr.
  • HMD Pulse+ med 6 GB RAM og 128 GB lager: 1.599 kr.

Se også: Nu er det helt slut med Nokia-telefoner