Huawei har sammenlagt solgt 37 millioner Mate 20- og P30-enheder
Huaweis telefoner er ultrapopulære, ikke kun her i Danmark, men over det meste af verden. Det vidner imponerende salgstal endnu engang om. Denne gang er det måske endnu mere imponerende, set i lyset af handelsforbuddet mellem Google og Huawei.
Læs også: Disse Huawei-mobiler får Android 10 i denne måned
Forbuddet betyder i store træk, at Huawei ikke har tilladelse til at bruge Google Mobile Services på deres telefoner, fra Huawei Mate 30-serien og fremefter. Det lader dog ikke til at have haft enorm indflydelse på salgstallet hos tidligere lancerede enheder.
I går annoncerede Huawei, at producenten har solgt 17 millioner enheder i Mate 20-serien, som altså stadigvæk har tilladelse til at bruge Googles tjenester. Og netop Googles tjenester har været omdrejningspunktet for mange forbrugere på det seneste, når der skulle tages stilling til, hvorvidt man ville investere i en ny Huawei-telefon.
Da Huawei for nyligt lancerede Huawei Nova 5T på det danske marked, bugnede deres Facebookside med spørgsmål fra bekymrede forbrugere, der ville vide om telefonen kommer med Google Mobile Services, hvilket den gør.
Læs også: Huawei på vej med iPad Pro konkurrent
Også Huawei P30-serien kommer med Googles tjenester, og løftet fra Huawei om, at serien stadig vil modtage fremtidige opdateringer fra Google lader til at have beroliget forbrugerne. Serien har i skrivende stund solgt mere end 20 millioner enheder, hvor de 3 millioner er solgt indenfor den sidste halvanden måned.
Alt i alt ser det ud til, at Huawei bibeholder sin popularitet på det internationale marked, på trods af det, der nok bedst kan kategoriseres som en dårlig handelsstrategi fra de amerikanske myndigheder.