iPhone 14: Ejere klager over holdbarheden på batteriet

Ejere af iPhone 14 og 14 Pro klager over holdbarheden på batteriet. Der opleves under 90 % kapacitet efter mindre end et år.

iPhone 14: Ejere klager over holdbarheden på batteriet

Apple er begyndt at modtage klager over batteriet i iPhone 14 og iPhone 14 Pro. Ejerne mener at holdbarheden på batteriet er for dårlig.

Se også: Sammenlign priser på iPhones

Slidt iPhone 14-batteri giver ringere batteritid

Apple har ikke haft det bedste ry, når det gælder batterier i iPhones. Det er dog noget de er kommet efter, ved at smide betydeligt større batterier i telefonerne og implementere funktioner, der med intelligent opladning giver en længere holdbarhed af batterierne.

Det kunne dog tyde på, at der er en ny “batterygate” under opsejling. Det er mindre end et år siden, at Apple løftede sløret for iPhone 14-serien, og allerede nu er der klager over batteriet på de nyeste iPhones.

Under 90 % kapacitet efter mindre end ét års brug

Angiveligt skulle ejerne at disse telefoner efter under ét års brug være under 90 procent batterikapacitet, hvilket er skuffende i forhold til tidligere iPhone-modeller.

Vi ser typisk først, at batterikapaciteten på iPhones kommer under de 100 procent efter næsten to års brug.

Her på redaktionen har vi et par iPhone 13 Pro Max, som efter næsten to år stadig er på 100 procent kapacitet – og det er iPhones, der bliver brugt til dagligt brug, lange rejsedage og til videooptagelse og fotos.

Apple skriver selv således om garantien på batterier i iPhones:

“Batteriet i din enhed er udviklet til at bevare op til 80 % af den oprindelige kapacitet efter 500 fulde opladninger og afladninger.”

Det er altså ikke helt skævt i forhold til Apples garanti, men det tyder alligevel på, at batterierne i iPhone 14 ikke har den samme gode holdbarhed som i tidligere modeller.

Om cirka en måned vil Apple lancere iPhone 15-serien, der angiveligt vil blive udstyret med endnu større batterier. Du kan læse mere om iPhone 15 her.

Læs også: iPhones med længste batteritid

Sådan tjekker du batterikapacitet på din iPhone

En indbygget funktion i iPhones lader dig hurtigt tjekke kapaciteten. Du går blot ind i Indstillinger, Batteri, Batteritilstand og opladning. Her kan du se telefonens maksimumkapacitet.

Kommentér gerne med din resterende batterikapacitet.

Batterikapacitet på en næsten to år gammel iPhone 13 Pro Max.

Se også: Test af iPhones