iPhone 17 Pro Max får mere RAM og bedre kølesystem

I næste års iPhone 17-modeller bliver der større forskel på Pro- og Pro Max-modellerne end tidligere. iPhone 17 Pro Max får mere RAM og bedre kølesystem ud over bedre kameraer.

iPhone 17 Pro Max får mere RAM og bedre kølesystem

Næste mandag lancerer Apple fire nye iPhone 16-modeller, men analytikere og leakstere har allerede kikkerten rettet mod næste års modeller i iPhone 17-serien.

De seneste oplysninger om iPhone 17 Pro og iPhone 17 Pro Max kommer fra Ming-Chi Kuo.

Se også: Køb en brugt iPhone og invester i dine børns fremtid

Op til 12 GB RAM

En af de store nyheder i iPhone 17 Pro Max bliver, at den udstyres med 12 GB RAM. Til sammenligning har iPhone 15 Pro og Pro Max kun 8 GB RAM – samme mængde, som alle øvrige modeller i iPhone 16-serien forventes at få.

Ifølge Ming-Chi Kuo får den mindre iPhone 17 Pro ikke samme forøgelse i mængden af RAM. Vi har før set, at Apple adskiller Pro Max fra Pro ved at give den større Pro-model bedre kamerafunktioner, men det er altså første gang, at der vil være forskel i mængden af RAM mellem de to Pro-modeller.

Den øgede mængde af RAM er nødvendig for at drive de AI-funktioner, der kører lokalt på telefonerne. Apple Intelligence, som Apples AI-funktioner kaldes, bliver introduceret i iOS 18, men er dog forsinket i blandt andet EU.

Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones

Får bedre kølesystem

Mere multitasking betyder også større udledning af varme fra telefonens chip. Derfor mener Ming-Chi Kuo, at Apple introducerer et nyt kølesystem med vapor chamber – altså et slags kammer, hvori varme fra komponenter kan afledes og køle ned.

Systemet, der til at begynde med kun vil være at finde i iPhone 17 Pro Max, skal fungere sammen med den køleteknologi med grafitplader, som allerede i dag anvendes i iPhones. Nedkøling ved hjælp af damp bliver allerede brugt i visse af Samsungs bedste telefoner.

Se også: Top 5: Bedste iPhone til prisen

Derfor opgraderes kun iPhone 17 Pro Max

Man kan spørge sig selv, hvorfor Apple kun opgraderer iPhone 17 Pro Max på disse områder og ikke de andre modeller i serien. Pro Max har mere plads indeni, og den dyrere pris gør det muligt for Apple at afprøve den nyeste teknologi, inden de formindsker den og implementerer den i mindre og billigere udgaver af iPhone.

I dette tilfælde markedsfører Apple Pro Max-modellen som den bedste telefon til de AI-funktioner, der er i Apple Intelligence. Formentlig får iPhone 18 Pro samme boost i RAM og samme kølesystem i 2026, men det er ikke noget, der er bekræftet. Ming-Chi Kuo mener dog, at Pro Max-modellen står for 40 procent af de solgte iPhones.

Samtidig er det en effektiv måde for Apple at øge indtjeningen. Apple Intelligence er indtil videre gratis på kompatible Apple-enheder, men ved kun at give de dyreste iPhone-modeller den ydeevne og de egenskaber, der skal til for at køre AI-funktionerne optimalt, tilskynder det forbrugerne til at ofre penge på de dyreste iPhone Pro Max-modeller.

Når Apple præsenterer iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max den 9. september, forventer vi at se en iPhone 15 Pro med samme 5x zoomkamera som i iPhone 15 Pro Max. Det er almindeligt, at Pro-modellen følger i Pro Max-modellens fodspor det følgende år. Det er ganske enkelt Apples metode til hele tiden at udvikle teknologien i den større og dyrere model.

Næste år får vi ifølge Ming-Chi Kuo også en ultratynd version af iPhone 17 at se, men den får kun 8 GB RAM ligesom iPhone 16-serien, der kommer næste uge. Her vælger de altså form frem for funktion.

Se også: Dobbelt så meget RAM til iPhone 17