Apples helt nye iPhone Duo har problemer med MagSafe-holdere, hvor den tunge, udfoldede skærm får mobilen til at rotere ufrivilligt på grund af en skæv vægtfordeling.
iPhone Duo må bukke under for tyngdekraften
Den populære youtuber Arun Maini (Mrwhosetheboss) afslører i sin test af iPhone Duo, at den nye iPhone Duo har svært ved at holde balancen på stående MagSafe-opladere.

Da den magnetiske ring kun sidder på den ene halvdel af telefonen, tipper den ubalancerede vægt mobilen, så snart skærmen foldes ud.
Problemet gælder især lodret montering på bord- eller vægholdere, hvor magneterne i eksisterende tilbehør simpelthen ikke er stærke nok til at modstå uligevægten.
Læs ogsåTest af iPhone Duo: Er den pengene værd?
En uvant designkikser fra Apple
Det ligner overhovedet ikke Apple at overse så markant en detalje i deres produktdesign.
Der sidder formentlig nogle ingeniører i Cupertino, som tager sig til hovedet over, at MagSafe-standarden ikke var gearet til en foldbar model.
does this count as auto rotate https://t.co/cNCz73ud1P
— Arun Maini (@Mrwhosetheboss) October 21, 2026
Mange købere af en telefon til 17.999 kroner vil naturligvis udnytte det store indvendige skærmareal, mens telefonen lader op på skrivebordet, eller hvis man vil bruge den i en ældre bil som erstatning for et moderne infotainmentsystem.
Lige nu må iPhone Duo-ejerne dog nøjes med at lade op i sammenfoldet tilstand, hvis de vil undgå en skæv og ubrugelig skærmvinkel.
Læs ogsåiPhone Duo, 18 Pro og 18 Pro Max – se danske priser
Kræver formentlig nyt MagSafe-tilbehør
Det er en anelse komisk, men også en skam for et så eksklusivt flagskibsprodukt.
Vi har svært for os at se, at Apple kan gøre andet end at lave en eventuel revidering af hardwaren, men det er næppe noget, der sker i morgen.
Den langsigtede løsning bliver formentlig forbedret MagSafe-tilbehør med kraftigere magneter fra tredjepartsproducenter.
Det er dog også uheldigt, da MagSafe nu har været på markedet mange år. Flere års indkøb af MagSafe-tilbehør kan derfor vise sig at være ubrugeligt sammen med iPhone Duo.
Det skal dog retteligt tilføjes, at iPhone Duo ser ud til at holde sin position, når den ligger ned på en MagSafe-oplader. Derfor er det ikke alt tilbehør, du er nødt til at kassere, hvis du vil have fingrene i en iPhone Duo, som officielt kommer til salg i morgen den 23. oktober.
Læs ogsåEr iPhone 18 Pro pengene værd? Sådan lyder de første test