Lenovo vil sælge smartphones i Tyskland næste år
Kinesiske Lenovo har oplevet stor fremgang det sidste år, hovedsageligt på det asiatiske marked. Nu bekræfter Stefan Engel, leder af Lenovo i Tyskland, Østrig og Schweiz til en tysk avis, at Lenevo forventer at udvide deres forretning i Tyskland, dog uden at sætte en fast dato.
Hvis Lenovo formår at skabe success i Tyskland er det formentlig blot det første stop, og man kan derefter håbe at de efterfølgende udvider deres produktportefølje her i Norden.
– Lenovo tjener nu flere penge på mobiler end på pc’er
Ligesom herhjemme sælger Lenovo masser af bærbare computere i Tyskland, men smartphones kræver som oftest aftaler med nationale netværksoperatører. De næste måneder skal bruges på at skabe aftaler med operatørerne i Tyskland fortæller Engel.
78 procent fremgang for mobiler
Lenovo har i den grad haft vind i sejlene det sidste år og har etableret sig som værende blandt de største producenter af mobiler i verden. Ifølge Gartner har de har i tredje kvartal i år overhalet LG og er nu den tredjestørste mobilproducent i verden, bag Samsung og Apple.
På et år har de set antallet af solgte mobiler stige med 78 procent og deres rapporterede indtjening steg desuden med 36 procent i andet kvartal. Der er altså både vilje og midler til en mere fremtræden rolle på mobilmarkedet i Europa.
Kilde: IntoMobile