Med Pixel 8 er Google kongen af softwareopdateringer
I takt med at der går længere tid mellem, at vi køber ny telefon, er et vigtigt parameter blevet, hvor lang tid telefonen holdes opdateret af producenten. Med den nye Pixel 8 og Pixel 8 Pro lover Google opdateringer i hele syv år.
Læs også: Google Pixel 8 og 8 Pro lanceret: Opgraderede og dyrere
Syv års opdateringer giver Pixel 8 lang levetid
Af Googles hjemmeside fremgår det, at Pixel 8 og Pixel 8 Pro får både syv års softwareopdateringer og syv års sikkerhedsopdateringer. Til sammenligning understøtter Google deres Pixel 7-serie med kun tre års softwareopdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer. Det er derfor en kraftig forbedring, vi nu ser med Pixel 8-serien.
At Google nu udsender softwareopdateringer de næste syv år, er en enorm forbedring. Garantien om syv års opdateringer er ikke alene en god nyhed for dig som forbruger, men det er også gode nyheder for miljøet, da det betyder, at telefonerne vil være brugbare i længere tid. Telefonerne kan trygt bruges frem til 2030, hvor de fortsat er lige så sikre og opdaterede med nye funktioner som spritnye modeller.
Google overhaler Samsung og Apple indenom
Hvis vi skal sammenligne Googles syv år med de øvrige producenter, er det et løfte, som får de øvrige Android-producenter til at blegne.
Samsung, OnePlus og Oppo giver fire års Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer. Xiaomi, motorola og realme giver tre år og fire års sikkerhedsopdateringer, mens vivo og Nokia giver tre års Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer. Sony giver to års Android-opdateringer og tre års sikkerhedsopdateringer.
Tager vi et blik over på den anden side af dammen, understøtter Apple deres iPhones i fem-seks år. Dog er der set tilfælde, hvor Apple har udsendt sikkerhedsopdateringer til en mere end ni år gammel iPhone. Mens Google har overhalet Apple, når det gælder OS-opgraderinger, har Apple stadig overhånden, når det gælder sikkerhedsopdateringer.
Se hvor lang tid de forskellige Android-producenter opdaterer deres telefoner.
Læs også: Så længe får din Android-mobiltelefon opdateringer