Motorola er kommet i fornemt selskab
Det er ingen hemmelighed, at vi har været glade for Motorola Moto G6 Plus, her på redaktionen. Og det ser ud til, at Lenovos plan om at genoplive det hedengangne mærke, er begyndt at bære frugt.
Udover at producere nogle ret gode telefoner, til konkurrencedygtige priser, bevæger Motorola sig nu også ind på erhvervsmarkedet. Firmaet er bredt repræsenteret, i Googles Android Enterprise Recommended program, med hele fem telefoner.
Læs også: Motorola Moto G6, Moto G6 Plus og Moto G6 Play lanceret

Android Enterprise Recommended har til formål at gøre det lettere for firmaer, at administrere medarbejderes enheder. For at producenterne kan blive en del af programmet, er der en række krav der skal opfyldes. Blandt andet skal producenterne stille garanti for, at der kommer sikkerhedsopdateringer hvert kvartal i to år, og som minimum en større opdatering af styresystemet. Derudover stilles der krav til hardwarespecifikationer, version af styresystem og tilgængelighed af applikationer.

Læs også: Motorola Moto G6 Plus – Alt det mobil man har brug for [TEST]
Hvad er der så specielt ved Motorolas deltagelse i Android Enterprise Recommended?
De fleste producenter, der er repræsenteret i programmet, er med på grund af deres store, stærke flagskibsmodeller, hvorimod Motorola, sammen med Nokia, bidrager med konkurrencedygtige enheder til overkommelige priser. Som vi har skrevet i vores test af Motorola Moto G6 Plus, er det ikke til at se, hvis man ikke kender prisen på forhånd, at der ikke er tale om en high-end telefon.
Hvis Motorolas vision er at levere flagskibsmodeller til mid-range priser, ser det efterhånden ud til, at succes er indenfor rækkevidde.