Nødopkald SOS over satellit på iPhone 14 snart klar i Europa

Den meget omtalte funktion til iPhone 14, Nødopkald SOS, er nu klar i USA og Canada og til december bliver funktionen rullet ud i Europa.

Nødopkald SOS over satellit på iPhone 14 snart klar i Europa

Fra og med nu kan iPhone 14-ejere i USA og Canada bruge Nødopkald SOS (Emergency SOS) via satellit-funktionen. Fra december kommer brugere i Frankrig, Tyskland, Irland og England til at kunne det samme.

Det skriver Apple i en pressemeddelelse.

Med funktionen kan man komme i kontakt med alarmcentralen, selv hvis man er i et område uden mobilnet eller Wi-Fi. Man kan altså være midt ude i den vilde natur eller midt i en storby efter en naturkatastrofe, hvor strømmen er gået og alle kommunikationsværktøjer sat ud af spil og så alligevel kunne kontakte alarmcentralen.

Se også: Test af iPhone 14

Sådan fungerer Nødopkald SOS på iPhone

Funktionen fungerer på den måde, at man besvarer nogle få spørgsmål med vigtig information – hvilken slags nødsituation, det er, hvor mange personer der har brug for hjælp og yderligere detaljer. Dette bliver sendt direkte til de alarmtjenester, der kan modtage tekst, eller også ringer et af Apples centre for dig til de alarmtjenester, der ikke kan.

Man kan modtage og blive bedt om at sende yderligere beskeder for at give et bedre billede af situationen og hjælpe redningspersonalet.

Fordi satellitdata er på lav båndbredde, har Apple udviklet en komprimering, der formindsker tekst med 300 procent. Telefonen skal stadig bruge omkring 15 sekunder på at sende en besked, eller mere hvis man ikke er under åben himmel.

Se også: Bedste mobilnet i Danmark til iPhone 14

Sender dine medicinske data

Udover spørgsmålene kan iPhonen også sende dit medicinske ID, hvis du har udfyldt sådan et. I det nævnes forskellige diagnoser eller sygdomme, man har, så redningspersonalet kender til eventuelle problemer som allergier eller medicinering.

Telefonen guider gennem hele processen med at koble sig op mod en satellit, en proces der kræver lidt manuel arbejde. Der er også en demo-mode, så man kan øve sig lidt i forvejen.

Se også: Hvad koster den billigste iPhone 14?

Nødopkald kan også deles med familie og venner

Det er også muligt at benytte satellitforbindelsen til at dele sin placering med venner og familie via en ny funktion i Find My. Disse to nye funktioner er tilgængelige i alle fire iPhone 14-modeller, så længe man har den opdateret til iOS 16.1 eller nyere.

Man kan også have op til ti iMessage nødkontakter, der får en kopi af den alarmbesked, der sendes via satellit, så de er opdateret omkring situationen.

De første to år skulle satellit-SOS-tjenesten været gratis. Det er endnu uvist, hvad et abonnement kommer til at koste siden hen.