OnePlus afslører, hvornår OnePlus 12R bliver annonceret

OnePlus har bekræftet, at OnePlus 12R bliver præsenteret samtidig med OnePlus 12. Sæt kryds i kalenderen ud for 23. januar, hvor telefonerne får europæisk debut.

OnePlus afslører, hvornår OnePlus 12R bliver annonceret

Efter flere teasere har OnePlus nu officielt bekræftet, hvornår OnePlus 12R – det lidt billigere kommende flagskib fra OnePlus – kommer. Telefonen får europæisk præmiere den 23. januar klokken 15:00 dansk tid sammen med storebroren OnePlus 12. Allerede 4. januar bliver telefonen dog annonceret i hjemlandet Kina.

OnePlus’ seneste teaser viser telefonen i farverne grå og blå udover den guldfarvede version, som vi har set i en tidligere teaser. Det lader dog til, at det bliver netop den blå og grå version – eller farverne Cool Blue og Iron Gray – som bliver tilgængelige herhjemme.

Læs også: OnePlus 12R: Ny mellemklassetelefon fra OnePlus på vej

Lover bedst mulige gamingoplevelse til en overkommelig pris

Louis Jie, der er chef for OnePlus i Kina, oplyser, at den kommende OnePlus 12R er en stor opgradering i forhold til sin forgænger.

“Vi tror fuldt og fast på, at flagskibe kan opdeles i prisklasser, og flagskibsoplevelser er uafhængig af prisklasser. OnePlus Ace 3 (12R, red.) gør, at flagskibsoplevelsen ikke længere er forbeholdt flagskibstelefoner, så alle kan nyde flagskibsoplevelsen,” forklarer han.

I Kina fokuserer OnePlus på at bringe en flagskibsskærm, lang batteritid, god byggekvalitet og stærk signalkvalitet til flere brugere med OnePlus 12R.

Hos OnePlus i Danmark fokuserer man mere på, at den høje ydeevne i OnePlus 12R giver den bedst mulige mobile gamingoplevelse til meget overkommelige priser.

“Der frigives i stigende grad grafisk intense mobilspil på verdensplan, og derfor har vi hos OnePlus lyttet til brugernes ønsker for smartphones, der i højere grad understøtter disse. Derfor er vi glade for at kunne introducere OnePlus R-serien i Europa for første gang,” siger Thor Gøtz, landechef for OnePlus i Danmark.

Læs også: OnePlus 12 er officiel: Den vildeste OnePlus-mobil nogensinde

OnePlus 12R: Specifikationer

  • Skærm: 6,78 tommer FHD+ (2.480 x 1.264 pixel) LTPO OLED-skærm med variabel opdateringshastighed (1-120 Hz)
  • Chip: Snapdragon 8 Gen 2 (op til 3,2 GHz) med Adreno 740-GPU
  • RAM og lager: 8/16 GB LPDDR5 RAM og 128/256 GB lager
  • Software: Android 14 med ColorOS 14 i Kina/OxygenOS 14 globalt
  • Bagkameraer: 50 megapixel Sony-IMX890 hovedsensor med OIS, 8 megapixel sensor med ultravidvinkel og 2 megapixel makrokamera
  • Frontkamera: 16 megapixel selfiekamera
  • Sensorer: Fingeraftrykslæser i skærmen, infrarød sensor m.m.
  • Netværk: 5G SA/NSA, Wi-Fi 6 (802.11ax), Bluetooth 5,2, USB Type-C og NFC
  • Batteri: 5.500 mAh med 100 watt SuperVOOC-lynopladning

Se også: Priser på OnePlus-telefoner